Vi er efterhånden en del der dyrker lange løb – gerne længere end et maratonløb og helst i skoven og naturen. Det er en sport, en livsstil, hvor man ofte møder nye bekendtskaber med samme passion for at udfordre sig selv fysisk. Første gang Casper og Dorte mødtes var til et Ultraløb i Kolding, på et tidspunkt midt i løbet indhenter den ene den anden og holder herefter hinanden med selskab et godt stykke tid. Det blev til en god snak og deling af oplevelser og ideer med tidligere og fremtidige projekter – Casper primært med ”bestigning af bjerge” og Dorte med ”at løbe meget lange løb”. Ikke for at tjene penge eller få opmærksomhed – ikke for at slå nogle rekorder, men ved at følge drømme om at tilbringe mange timer i skøn natur – alene eller sammen med andre og samtidigt kunne ”gøre en forskel” og samle penge ind til velgørenhed.
Efter ”den gode snak” til Ultraløbet i Kolding kontaktede Casper Dorte, da han selv skulle afholde løb i Geopark Odsherred på Vestsjælland – nemlig ved løbeinitiativet Vejrhøj Trail – og her inviterede han Dorte til at komme og løbe med. Det gjorde hun og sidenhen har venskabet udviklet sig, samt det er blevet til mange flere lange løb sammen og gode snakke. En af de snakke gik på Charity7Summits og om Dorte havde lyst til at være en del af det, der skulle ikke mange snakke til før Dorte blev interesseret i ideen om at blive forenet med Casper i Charity7Summits. Dorte er efterfølgende blevet valgt ind i bestyrelsen i Charity7Summits, hvor hun er blevet næstformand. Dorte og Casper har sammen følgende arbejdet på et nyt projekt i Charity7Summits, som mere er meget lange løb end bjergbestigning og det betyder nu, at Charity7Summits har fået et ”lillesøster-projekt” Charity7Ultras.
Dorte og Casper bruger hinanden rigtig meget i foreningens arbejde, planlægning m.m., samt udfordre hinanden og hjælper hinanden på kryds og tværs ligesom resten af foreningen gør. De har begge et brændende ønske om at gennemføre hver deres projekt, samt gøre en forskel for Legeheltene og indlagte børn i Danmark. De arbejder samtidig benhårdt sammen med resten af foreningen på at få stablet en masse aktiviteter på benene, så vi i foreningen kan få en masse familier og børn ud og nyde den smukke danske natur.