#Charity7Ultras

Dorte har altid elsket løb, eventyr og det ekstreme, specielt trail- og ultraløb har en stor plads i hendes hjerte. Derfor var muligheden for at lave et nyt projekt åbenlyst i vores forening og Dorte var med ideen med det samme, hun fandt hurtigt sine Charity7Ultras. Overordnet vil vi blot bemærke, at Dortes store forkærlighed for Spanien gør at hovedparten af hendes Charity7Ultras foregår netop der. Dorte har opholdt sig og boet dernede i perioder gennem hele hendes liv. Dorte elsker spanierne, deres mentalitet og gæstfrihed. Hun føler sig hjemme og tryg i landet – og ikke mindst i deres fantastiske natur. Som mange lande har de haft det hårdt under Corona-krisen, da mange dernede lever af turisme. Det er også en grund til at lægge vejen forbi dette skønne land og støtte lidt der, og så elsker hun at løbe i varme og sol.

Dorte har med sine egne ord beskrevet hendes #Charity7Ultras i nedenstående tekst.


Los Camino del Norte de Santiago de Compostella (825km)

Selvfølgelig står den legendariske Camino de Santiago højest på min ”want to run” liste – dog vil jeg løbe Camino del Norte, som følger den barske Nordspanske kyst fra Pyrenæerne til Atlanterhavet. En smuk, strabadserende og barsk rute fra Irún til Santiago de Compostela

Vejret på ruten er til tider råt og barskt, og terrænet er meget kuperet, men den smukke udsigt over havet gør den strabadserende tur det hele værd. Denne rute er ikke ligeså befolket som Camino Francés, hvilket også er derfor jeg gerne vil løbe den. Ruten er den nordligste vej til Santiago de Compostela og opstod efter sigende, da de kristne pilgrimme blev fortrængt fra de sydligere ruter af maurerne. Desuden har denne rute også været brugt af pilgrimme, der er ankommet til Spanien i skib og har lagt til i havnebyerne langs Biscayen.


GR 20 Korsika (180km)

Jeg har, på en af mine mange løberejser, stiftet bekendtskab med Korsikas smukke natur og bl.a. løbet brudstykker af den legendariske GR20. Ruten er nok den sværeste og mest maleriske vandrerute i Europa – derfor må jeg bare løbe den i dens fulde længde. GR20 krydser øen diagonalt og følger de høje bjergmassiver, der danner en naturlig grænse mellem de to regioner på Korsika. Ruten byder på fantastisk natur og giver et indblik i de små samfund som eksisteret højt oppe i bjergene. Ruten snor sig gennem smukke bjerglandskaber over dybe kløfter, høje bjergrygge og stejle klippevægge. Der er stejle opstigninger og nedstigninger, terrænet er alpint og udfordrende og ruten har ry for at være den bedste og mest udfordrende i Europa.


Ultra Sierra Nevada (100km)

Dette legendariske Ultraløb i de spanske fastlands højeste bjergkæde Sierra Nevada er ikke særligt langt, men pga. af højderne, er det meget udfordrende. Jeg har tidligere deltaget, men måtte desværre udgå efter ca. 80km. Det var lige inden man rundede toppen (3400moh) pga. højdesyge/utilpashed – derfor skal jeg selvfølgelig gennemføre dette løb!

Løbet starter i Granada (800moh) og slutter i skisportsområdet Pradollana (3000moh) – de sidste 12km skal man dog op og vende nær Spaniens 3. højeste bjerg Pico Veleta inden man løber ”ned” til mål. Efter starten løber man igennem den legendariske mauriske borg Alhambra og videre ud i den spektakulære bjergkæde Sierra Nevada lige bag Granada. Løbet har i alt 5.500hm.

”10.-11.april 2021
Mit første Charity7Ultras-løb ligger lidt i tråd med vores forening – Charity7Summits – da det netop handler om at løbe op på en top. Dette legendariske Ultraløb i de spanske fastlands højeste bjergkæde Sierra Nevada er ikke særligt langt, men pga. af højderne, er det meget udfordrende. Jeg har tidligere deltaget, men måtte desværre udgå efter ca. 80km. Det var lige inden man rundede toppen (3400moh) pga. højdesyge/utilpashed – derfor skal jeg selvfølgelig gennemføre dette løb! Og denne gang ikke for at løbe om podiepladser, men for ”en god sag”.

Jeg støtter nemlig Legeheltene, som er et initiativ fra Børneulykkesfonde. Legeheltene hjælper indlagte børn rundt omkring i Danmark med leg, motion og bevægelse i hverdagen, noget alle har brug for uanset om man er syg eller rask. Tak for jeres fantastiske arbejde, læs mere på www.legeheltene.dk

Indsamling:

Dorte Dahl Ultra Sierra Nevada (100 km/5.500 højdemeter) = 2.750 kr.


GR 11 Senda Pirenaica (På tværs af Pyrenæerne) 820km

Har man sagt A må man også sige B. Derfor er drømmen udover at løbe den legendariske ”Caminoen” også at løbe på tværs af Pyrenæerne (GR11), som starter ved Cape de Creus, Catalonien, Middelhavet og slutter på Cape Higuer, Biscaya bugten, Atlanterhavet.

 


Rim to Rim in Grand Canyon (76km)

En af mine drømmeture går til de unikke Grand Canyon og hvorfor ikke løbe den ultimative rute fra South Rim ned til bunden – over den tørre steppe på bunden og op på den anden side op til North Rim og retur igen.

 

 

 

 


Hærvejen i Danmark – fra Hirtshals til Padborg 490km

Det er ikke altid nødvendigt at søge de store udfordringer og eventyr i udlandet. Danmark kan også byde på fantastisk natur og den flotteste måde at opleve dette på er selvfølgelige at løbe på langs af Danmark – på Hærvejen. Denne rute bringer dig tæt på alt hvad hjertet begærer i den danske natur: hav, kyst, heder, skove og åbent land, samt ikke mindst nogle af Danmarkshistoriens mest spændende steder. Da landet i foråret 2020 lukkede ned var planen at tilbringe sommerferien med dette projekt – dog endte ”ferien” med at gå til de Norske bjerge.

 


Gran Senda de Malaga (850km)

Den ”store Malaga sti” er en spektakulær opmærket rute i det sydlige Andalusien, Spanien på i alt 850km. Den strækker sig gennem den mest fantastiske natur i Malaga provinsen – gennem bjerge, små ”hvide” byer og langs havet. Jeg har løbet en del af etaperne – 35 er der i alt – men den ultimative oplevelse ville være at løbe dem alle i træk. Som et etapeløb, hvor jeg selvfølgelig vil stoppe og overnatte i de mange små hyggelige lokale byer man passerer undervejs.


Dorte Dahl