Mount Elbrus 5.642M

Forord:

Endelig blev det tid til, at jeg skulle afsted til Rusland for at bestige Europas højeste bjerg på 5.642 meter, sammen med Kipling Travel og Climb For Charity. Bjerget hedder Mount Elbrus og har faktisk to toppe på henholdsvis 5.642 m.o.h og 5.621 m.o.h, hvilket gør Elbrus til det højeste bjerg i Kaukasus bjergkæden og i Europa. Elbrus kan også oversættes til ”Tvillinge Toppe”, grundet de toppe som næsten er lige høje og ligger op og ned af hinanden. Det er West Summit som vi skal bestige. West Summit er også den højeste af de to toppe og derved Europas højeste summit. De fleste som bestiger bjerget, tager sydsiden og betegnes også som den nemmeste rute til toppen. Dette skyldes at der ligger skisportssteder på sydsiden, som gør at man kan blive transporteret delvist op, og ned af bjerget, i bæltekøretøjerne eller skilifter, dog ikke helt op til toppen? Det skal dog siges, at mange også vælger at trekke hele vejen selv. Climb For Charity havde valgt at vi skulle bestige bjerget fra nordsiden, hvilket betegnes som den svære rute, et valg jeg personligt var rigtig glad for. Både pga. udfordringen, men også at der ikke er lige så mange mennesker på nordsiden, som på sydsiden, så vi ville få bjerget meget mere for os selv og dermed også lære meget mere. Samtidig mener jeg at sikkerheden er bedre, grundet den lette trafik på bjerget.

Deltagerne: Martin Ploug (Guide), Henrik Urth (Climb for Charity), Christian Sneistrup (Læge), Martin Kreutzer, Karolina Stefanska, Randi Jørgensen, Jesper Kramer, Thomas Gervig, Jacob Dujardin, Tom Tramborg, Torben Ringe, Jesper Boelskifte, Jan Garup og jeg selv.

 

Afgang fra Danmark

Fredag den 21. juni var det tid til afgang mod Rusland, hvor Mount Elbrus ventede på mig og resten af gruppen. En tur jeg virkelig havde glædet mig til og samtidig var lidt bekymret for, specielt fordi det er en af Seven Summits og derfor en del af mit projekt Charity7Summits. Men også fordi min forrige tur til Nepal var en blandet fornøjelse, hvor vi havde en gruppe som jeg ikke følte fungerede 100% og det påvirkede mig meget personligt, på den dårlige måde. Jeg har det helt klart bedst, når jeg stoler på alle og føler andre stoler på mig, så fungerer tingene bare bedre. Hvis ikke så tænker jeg alt for meget over alt det ”negative” der kan ske, i form af forskellige scenarier/ting og det påvirker mig meget mere end jeg giver udtryk for. Jeg havde tidligere kun mødt enkelte personer fra Elbrus gruppen, til et tidligt velkomstmøde, som Henrik fra Climb For Charity havde inviteret til, men ikke alle havde mulighed for at deltage der.

Fredag aften mødtes vi i lufthavnen ca. kl. 21:00, da vi skulle flyve ved midnatstid. Alle mine bekymringer blev hurtigt skubbet væk. Alle var utrolige imødekomne og vi snakkede på kryds og tværs. Man kunne se nogen kendte hinanden fra tidligere ture eller privat. Jeg kendte ingen af deltagerne, men havde været så heldig at være på tur med vores guide Martin Ploug tidligere. Han er utrolig rolig og venlig og man kan lære rigtig meget af ham, hvis man vil lytte når guldkornene kommer. Det havde jeg gjort fra min tidligere tur med ham, så var spændt på de ændringer jeg havde gjort i forberedelserne til Elbrus, om det ville virke for mig eller ikke. Da vi alle var samlet skulle vi stille op til fælles foto, en fast tradition hos Climb for Charity og noget jeg synes var mega fedt. Alle skulle lige have fat i billedet, så det kunne blive sendt til familien, eller lagt op på de sociale medier og derved kunne folk følge med i vores tur. Climb for Charity og mit projekt Charity7Summits, samler begge indtil Børneulykkesfondens initiativ Legeheltene, så det er vigtigt at dele lidt med dem, der vælger at støtte det gode formål.

Første flyvetur fra Kastrup Lufthavn til Sheremetyevo Airport tog ca. 2½ time og vi landede ca. 03:35 lokal tid. Flyveturen var hurtig overstået, da det eneste fornuftige var, at sove den væk, så det gjorde jeg, det var bestemt også tiltrængt? Da vi landede i Sheremetyevo Airport, havde vi hele 4 timers ventetid, inden vi skulle flyve videre mod Mineral Vody, en flyvetur som tog ca. 2 timer. Vi benyttede os alle af muligheden for at få noget morgenmad, inden vi igen skulle flyve. Så vi fandt et roligt sted og spiste og snakkede lidt, god måde at lære hinanden at kende. Flyveturen var hurtigt overstået og vi landede i en meget lille lufthavn i Mineral Vody, hvor de lokale guides ventede på os. Et team Kipling Travel sædvanligt bruger og vi hoppede i bilerne og kørte afsted.

Base Camp North Side

Lørdag den 22 juni skulle vi allerede mod Base Camp 2.550 m.o.h, en tur der ville tage 6-8 timer, inkl. en frokost på vejen. Jeg faldt hurtigt i snak med Martin Ploug, som jeg selvfølgelig kendte fra tidligere, men også Karolina, Martin Kreutzer og Jacob, som jeg delte bil med mod Base Camp. Det blev frokosttid efter ca. 3 timers kørsel og en masse snakke, maden vi fik var overraskende lækker. Det er utroligt, hvor meget de kan få ud af maden ”in the middle of nowhere”, og de er altid så flinke og imødekomne de lokale, der sørger for os på sådan en tur. Vi fik fortalt lidt mere fra vores lokale guides, det var deres chefguide Ismail som snakkede og fortalte.

Efter frokosten fortsatte vores køretur og det var begyndt at buldre og brage i det fjerne – eventyret var begyndt. Yderligere 2 timers kørsel og så var det tid til turens sidste stykke inden Base Camp, et stykke vi helt sikkert kan kalde for Off Road og meget spændende kørsel. Godt nok var vores chauffør ikke så snaksaglig under turen og Jacob på forsædet, måtte under ingen omstændigheder tage sele på, det var nærmest en fornærmelse for chaufføren, men køre bil det kunne han. Off Road gav han alle ”røv” og vi kørte derudad, vi måtte også lige vende om og køre tilbage til ”minibusen” som kørte i stykker og lige se om vores chauffør kunne få liv i den, men det kunne han ikke, så vi skulle videre, så han kunne køre tilbage og hente de andre efterfølgende i vores bil. Jeg husker tydeligt turen, skræmmende og spændende på samme tid, men da vi kom rundt om diverse mindre bjerge og kunne se Base Camp med Elbrus i horisonten var jeg totalt solgt. 1 km før Base Camp skulle vi lige krydse en mindre flod, en flod som nogen gange er så dyb, så bilerne ikke kan køre over og man derfor må gå igennem vandet. Vi var heldigvis heldige og kunne køre igennem. Det var en vild oplevelse, for den var lidt dyb og der var også en del strøm, mega fedt.

Base Camp var ikke så stor, men utrolig hyggelig, med en masse små hytter og fælles soverum, med plads til 4 personer per rum, men på ingen måde plads til alle? Vi der ankom først startede ud med en øl eller cola og snakkede videre, indtil resten af gruppen kom. Da vi alle var samlet, delte vi os op på de forskellige værelser og der var som sagt ikke meget plads til 4 mennesker og udstyr. Jeg røg på værelse med Torben, Jacob og Martin Kreutzer, men ikke vores udstyr, for det var der ikke plads til. Vi udnyttede at Karolina og Randi havde deres eget værelse og derfor kunne have noget af vores udstyr liggende der. Da vi var kommet på plads skulle vi lige rundt og se det hele. Jesper Boelskifte, Henrik og jeg gik lidt op af bakkerne over Base Camp, for at se ud over det hele og få nogen billeder og det var virkelig smukt – som taget ud af et eventyr. Resten af dagen foregik roligt og forberedelserne til næste dags strabadser var i gang, samt briefing fra Martin Ploug om turen til Nordhytten i morgen og samtidig fik vi fortalt, at vand hentede vi selv nede fra den flod, vi tidligere havde krydset, der var en kilde fra bjergene med rent vand.

Søndag morgen da vi vågnede, manglede vi Martin Kreutzer, han havde lagt sig ud på terrassen under halvtaget, sammen med Thomas. Jeg kan sagtens følge dem, for man lå virkelig tæt og ikke meget plads. Jeg har heldigvis den egenskab, at når jeg rammer puden så sover jeg, så for mig var det ok.

Så vi i gang

Bestigningen var allerede skudt i gang søndag, med en kort akklimatiseringstur – hvilken fantastisk følelse. Man kunne se glæden i øjnene på os alle, det var noget vi havde glædet os til i lang tid. Vi vidste på forhånd, at det ville blive en forholdsvis kort dag, men også utrolig flot og det holdt stik. Jeg husker tydeligt, da vi kom op over det første stejle stykke, hvor Base Camp stille og roligt forsvandt bag os, men pludselig stod vi for enden af en utrolig smuk dal, med en meget stejl bakke i modsatte ende. Efter en kort pause gik vi videre og alle skulle have lidt billeder – og når legenden Jan Grarup er med og skal have billeder, så lytter man og ser hvordan det kan gøres – damn han er prof.

Vi var godt i gang og på vej op af dagens stejleste stykke, et stykke nogen brokkede sig lidt over? Jeg synes det var ok, tog det roligt og gik bagerst det meste af dagen, sammen med Karoline, Tom, Jan og Christian. Jeg har aldrig travlt med at komme hurtigt afsted, vi skal jo vænne os til højden. Vi havde allerede en fest nede bagved første dag, herfra var jeg slet ikke i tvivl om, hvilken fed tur det ville blive.

Dagens højeste punkt var ca. 3050 m.o.h og hvilket scenarie da vi kom derop. Man kunne se ud over alt, samt lidt af de to toppe. Vi fik noget mad og drikke indenbords, mens vi var deroppe og selvfølgelig fik vi taget en masse billeder. Jan fik diageret mig op på en stor sten, hvor han fik taget nogle fantastiske billeder, og snart havde de fleste af os været oppe og stå ”model” ?

Tilbage i Base Camp. Det tog ikke lang tid at komme ned, da vi først var begyndt nedturen og jeg tror vi alle glædede os endnu mere nu, end da vi startede ud om morgenen. Det havde været en god dag og intet havde skræmt endnu. Men jeg gik også på ”listefødder” og tog det stille og roligt. Jeg lyttede og sugede al den læring/gode råd til mig, som jeg vidste jeg ville få brug for, på denne tur.

Nordhytten ”High Camp”

Mandag var dagen, hvor vi første gang skulle op til Nordhytten, i ca. 3.782 meter, lidt højere end selve High Camp, og det var for at ligge depot. Efterfølgende skulle vi ned og sove en dag mere i Base Camp. Ligge depot betyder, at vi havde delt vores tøj/udstyr op i to, så vi kunne tage halvdelen med mandag og resten tirsdag, hvor vi skulle op til Nordhytten, for at sove for første gang. Grunden til vi deler det op, er for at spare så mange kræfter, som muligt. Jo mindre vægt, jo mindre kræfter bruger vi.

Den første del af turen, var den samme som vi havde gået søndag, på vores akklimatiseringstur. I dag skulle vi dog dreje skarpt til højre og lige op i himlen, fra den flotte dal i ca. 2.900 meters højde. Vi var alle i godt humør og glædede os til at komme op og se Nordhytten og de to toppe derfra. Jeg gik fortsat bagerst og hyggede med de samme personer. Vi havde ikke travlt, da det vigtigste selvfølgelig er, at akklimatisere sig bedst muligt, det er der vores chancer er størst for at komme på toppen.

Stille og roligt nærmede vi os sneen og nogle af gletsjerne. Tæt på High Camp, fandt vi et fantastisk spot til gode billeder – igen var det Jan Grarup, som gerne ville tage billeder af os, med en stor flot gletsjer bag os. Vi kunne nu se de forreste nærme sig High Camp, og der var ikke lang vej for os heller.

Hvilken udsigt fra High Camp, dog lidt tåget og masser af skyer, men man kunne skimte de andre bjerge derude. Vi havde et mindre stop, i den lille butik, som ligger i High Camp og der skulle vi have både cola og øl – jeg holdte mig til colaen?

Nordhytten – og tid til at hilse på kokken (manden i Nordhytten). Frisk ung mand og vældig smilende, det lovede godt. Vi fik ikke vores pladser endnu, da andre boede der, men vi fik et rum til alt vores udstyr. Herefter var det igen tid til at hilse på Base Camp. Turen ned var i gang og hurtigt var vi tilbage i Base Camp, hvor vi skulle have noget aftensmad, og de sidste instrukser fra Martin Ploug, samt pakke det sidste.

Inden vi havde set os om, var det sengetid igen. Tiden går utrolig stærkt i bjergene, når man bare lever det simple liv og ikke har noget man bare skal nå hele tiden.

Farvel Base Camp

Op og ud af soveposen. Pakke de sidste ting i tasken og tirsdagsmorgenmaden kom godt ned. Ned til floden og fylde vand op, og så op og stå klar – Nordhytten venter. Turen var i gang og igen var vejret med os. Det har det generelt været på alle mine ture hidtil.

Vi tog en masse pauser på vej op, da vi i dag kun skulle op og ikke ned igen, som mandag. Derfor havde vi masser af tid til at hygge og nyde turen. Man kunne godt se tempoet var skruet ned og vi gik alle som en samlet gruppe.

Desværre gik der ikke længe før Jakob pludselig fik en skade i benet, noget der mindede om en fibersprængning i læggen, og derfor valgte Martin Ploug, at sende Jakob ned til Base Camp, med en lokal guide. Jakob var stærkt besluttet på, at han ville komme tilbage til os den efterfølgende dag, vi andre var noget nervøse, for det så ikke godt ud.

Efterfølgende forløb resten af turen stille og roligt, ingen problemer og snart nærmede vi os Nordhytten. Igen i dag blev det med et pitt stop i High Camp, hvor der lige skulle tankes op. Da vi nåede Nordhytten, fandt vi vores ting og en plads at sove på. Der var rift om pladserne, men tror Karolina og jeg fik de bedste pladser, i forlængelse af køkkenet, og ved siden af kokkens værelse. Køkkenet gav lidt ekstra varme, samt alle overskydende madrasser var ved vores køjeseng, så der blev lige smidt en ekstra, eller to madrasser ind?

Under aftensmaden, kom Martin og Ismail med en lille briefing omkring morgendagens akklimatiseringstur og eventuelt topforsøg om natten. De to guider var lidt nervøse for vejret, og vi kunne også selv se ud af vinduet, at vejret gradvist blev dårligere, jo længere vi kom op af eftermiddagen. Det var åbenbart en tendens der havde været de sidste mange dage og desværre også i dag. Derfor var det også med i deres overvejelser, om vi skulle lave topforsøg den torsdag d. 27/6 eller fredag d. 28/6, det måtte vejrudsigten bestemme, de ville blot informere os, så vi vidste det. Jeg havde set vejrudsigten fra min Garmin InReach, som også var den guiderne bl.a. havde brugt, sammen med deres eget udstyr.

Sidste Akklimatiseringstur

Udhvilet og frisk, vågnede jeg onsdag morgen, som en af de sidste tror jeg? Lå så dejligt på alle de madrasser, noget bedre i forhold til Base Camp, hvor jeg nærmest kun lå i soveposen uden underlag?

Efter morgenmaden skulle vi stå klar udenfor med crampons, inden afgang. Målet i dag var ca. 4700-4800 meters højde, men igen kom det lidt an på vores tempo og ikke mindst vejret. Det var første dag, hvor vi skulle gå i reb og seler, noget jeg tidligere kun havde prøvet en gang før, nemlig på min tur til Island Peak.

Vi kom hurtigt i rebet og fik korte instrukser om, hvordan og hvorledes vi skulle gøre, samt hvordan toiletbesøgene ville foregå – mere om det senere ?

Igen gik jeg bagved, tror jeg havde Christian, Tom, Jan og Karolina bag mig og lige foran mig var Torben. Der kom hurtigt mange meninger om, hvordan vi skulle gå, da flere kom til at trække i rebet eller simpelthen gøre det for løst. Det er vigtigt når man går i reb, at holde den rigtige afstand, hvis man skulle være uheldig at falde i en spalte, så falder man ikke så langt. Men er rebet løst, ja så falder man indtil det bliver stramt.

Jeg var i hopla og i super form den dag, havde det virkelig godt og var virkelig fokuseret, nu var vi for alvor i gang og hvor var det flot med al den sne. Jeg prøvede at spise så godt jeg kunne, for det var vigtigt for mig at alle depoter var fyldt godt op, da vi efter planen skulle lave topforsøg om natten – altså natten til torsdag d. 27/6.

Thomas fik desværre problemer med sine fødder og valgte forholdsvis hurtigt, at vende om igen, derfor var vi nu to færre i gruppen da vi ikke havde fået Jakob op til os endnu. Thomas gik ned sammen med to andre, som kom ned fra topforsøg og vi andre fortsatte vores tur.

Vores rytme blev aldrig god, da vi ikke kunne finde en rytme alle kunne være med i. Derfor tror jeg også at Jan valgte at blive i ca. 4.500 meters højde, mens vi andre gik videre. Han var lidt træt af tempoet og at vi ikke rigtig fandt en fælles rytme – men vi gik også stærkt. Inden vi gik videre, fik vi taget nogle fede gruppebilleder af Jan Grarup – virkelig flotte. Vi spiste en lille snack og så var det ellers bare videre, tempoet blev sat lidt ned. Tiden løb fra os og da vi ca. nåede 4.680 meter, valgte Ismail at vende om igen, da vejret begyndte at ændre sig, som vi også havde set de andre dage.

Turen ned gik forholdsvis hurtigt og vi kom alle godt ned og i Nordhytten ventede der os en glædelig overraskelse. Jakob var kommet tilbage og så virkelig klar ud, en mand med en mission – det kunne man se. Han ville bare op på den top, det var man simpelthen ikke i tvivl om.

Efter lidt sen frokost, fik vi beskeden om, at vi udskød vores topforsøg og det i stedet ville blive natten til fredag – altså stå på toppen fredag d. 28/6. Samtidigt blev tanken luftet omkring, at det kunne være en mulighed, at vælge East Summit og ikke West Summit, som er den rigtige og den højeste. Det blev luftet fordi vejret havde taget til og flere havde åbenbart allerede valgt den korte rute om onsdagen. Jeg valgte at tage ordet og sige, at det var ikke en mulighed for mig, pga. mit projekt #Charity7Summits og at jeg gerne ville have svar omkring det, for hvis vi ikke valgte at gå efter West Summit, ville jeg gå ned i High Camp og betale en guide, som kunne gå med mig. For mig betyder det ikke noget, at gå tidligere og så være på toppen i mørke. Målet er toppen, om det er lyst eller mørkt, betyder ikke noget for mig, jeg har ikke selv haft klart udsyn fra nogen af mine toppe endnu. Selve oplevelsen er hele rejsen mod toppen, det er der venskaber og naturoplevelser opstår. Topforsøget er målet og der man presser sig selv til det yderste, for at opnå succesen, men stadig have overskud til at stoppe, hvis det ikke går.

Jeg fik derfor en snak med Ismail, som fortalte, at hvis det ikke gik for langsomt og vejret indhentede os, så kunne vi dele gruppen op og derfor vælge en hurtig gruppe mod West Summit og en langsommere gruppe, som ville tage East Summit. Det sagde jeg ok til og snakkede også med Martin Ploug omkring det, han ville nemlig være den guide, som tog East Summit og noget jeg ville være ked af, da jeg gerne ville stå på toppen sammen med ham. Der var meget at tænke over, da man gik i seng, måske også fordi jeg missede toppen af Island Peak forrige måned og det måtte ikke ske igen – og specielt ikke med en top som er med i mit projekt. Et mislykket forsøg betyder, at jeg skal tilbage igen.

Resten af dagen var fri og torsdag ville vi få som ren afslapning, men stadig vigtigt at holde kroppen i gang og derfor havde vi besluttet at gå ned til High Camp og op igen. Jeg sluttede dagen af med at se en film på telefonen og bare være mig selv, samt fik snakket lidt med Karolina og hun havde det også super godt og var spændt ligesom jeg selv.

Hviledag

Ikke nogen fast tid vi skulle op, sen morgenmad og det hele var perfekt? Men så længe sover man heller ikke når man allerede går i seng ved 21-tiden. Derefter gik nogen af os ned til High Camp, da vi kom tilbage var Jakob og Thomas gået op på en lille akklimatiseringstur, sammen med Ismail. De nåede ikke lige så højt som vi andre gjorde dagen forinden, Thomas var overbevist om, ikke at forsøge sig med et topforsøg, da han kom ned igen.

I High Camp havde vi købt lidt slik og drikke i butikken, samt havde jeg købt et emblem med Elbrus Summit – det sidste der var tilbage, så måtte have det inden topforsøg. Det er et must for mig, hvis jeg kan finde et emblem, så skal det med hjem – det giver mig lykke. Udover emblem, købte jeg to andre souvenirs til mine børn.

Aftensmaden fik vi tidligt, da vi allerede skulle op og afsted på topforsøg, torsdag aften kl. 23:00 lokal tid, altså kl. 24:00 dansk tid. Forinden havde jeg lavet en lille videohilsen til dem derhjemme, omkring vores kommende topforsøg, hvor jeg kunne fortælle, at jeg havde det godt og stadig havde overskud.

Kl. 19 var det sengetid, dejligt lige at kunne få et par timer inden det hele gik løs og alle depoter fyldt op. Nu ventede turens hårdeste dag.

Topforsøg

21:00 ringede vækkeuret på mobilen og op var det. Vores fantastiske kok havde lavet morgenmad til os og vigtigt at få fyldt maven op. Jeg kunne mærke nervøsiteten og det tror jeg måske alle kunne, det skal man mærke, ellers er man ikke klar. Respekten for bjerget og ikke vide hvad der vil ske, motiverer mig til at yde mit bedste og være 100% fokuseret.

22:30 var det ud og have crampons på og ellers sige held og lykke til alle, samt farvel og på gensyn til Thomas, som sendte os alle godt afsted.

Jeg havde min Garmin InReach med, som jeg havde aktiveret, så man kunne følge med hjemmefra og der blev også sendt en besked lige inden vi skulle afsted, mens vi stod med sele og spændt fast i rebet.

Jeg kom op foran, lige bag Ismail, det havde jeg snakket med ham om, for var stadigvæk usikker på om de ville vælge East Summit. I så fald ville jeg gå efter West Summit sammen med den gruppe, som nu skulle afsted. Samtidig følte jeg masser af overskud og det var dejligt at stå klar der. Men det vigtigste for mig er ikke selv at komme op på toppen, det er at vi får hele gruppen op sammen som et hold, det var det vi var afsted for. Jeg ville blot have muligheden for at vælge, hvis vi skulle blive delt.

23:00 var vi alle klar og det var afgang, nu var det alvor. Det er bare en helt speciel følelse at sætte topforsøget i gang og lidt svært at beskrive. En ting er sikkert, når man kommer ned igen, så er der ikke et forsøg mere, hvis det ikke er lykkedes – så det skal bare lykkes i første forsøg.

Vi havde sat fælles tempo, ikke alt for stærkt og det så ud til alle kunne følge det. Stille og roligt begyndte flere at kunne mærke højden, derfor ændrede Martin Ploug strategi og satte dem som var mærket op foran og lod dem gå forrest, så vi gik i deres tempo og derved var chancerne for at komme op samlet, endnu større. Det kunne også lade sig gøre, da vejret så fint ud og det samme havde vejrudsigten gjort lige inden topforsøget. Så det tydede på det rigtige valg, at vente en ekstra dag, som vi havde gjort.

Som timerne gik blev flere og flere mærket af højden. Men da solen stod op tror jeg alle fik et ekstra kick, sådan en solopgang ser man ikke hver dag. Undervejs fik vi nogle mindre pauser, hvor der skulle spises og drikkes, det var med at udnytte tiden når man kunne. Jeg holdte dog lidt igen, da jeg havde erfaret på Island Peak, at jeg spiste og drak for meget, eller det forkerte og det resulterede i opkast rigtig mange gange og selvfølgelig var det også en kombination af højden.

Omkring 5.000 meters højde, måtte første mand give op og det kom helt sikkert som en overraskelse for mig. Det var nemlig Henrik, som måtte smide håndklædet i ringen, kroppen havde sagt stop. Jeg havde ellers set ham som en af de allerstærkeste, det havde set sådan ud alle de foregående dage.

Længere fremme kunne vi se sadlen, som deler de to toppe og ligger i ca. 5.488 meters højde. Der var ikke langt igen og da vi kom op, var vi flere som skulle på toiletbesøg. Tilbage til toiletdelen? Hvad gør man når 4 personer skal lave nr. 2 i over 5.000 meters højde, uden noget at sætte sig bagved? Ja, man sætter sig med ca. 20-30 meters afstand og ryggen til hinanden og får klaret det man nu engang skal – så det gjorde vi, mens de andre forsatte 100 meter frem for at holde pause? Nu det sjove; pludselig råber Torben hen til mig; ”Casper kan du ikke gå længere væk ellers kan jeg ikke? Af hvad, råber jeg, vi er midt på et bjerg og med gletsjere rundt omkring os. Så nej det kan jeg ikke?” Og så var den afgjort – så kunne han ikke? Man kommer sgu hinanden tæt på sådan en tur – helt specielt forhold man får?

Efter vores lille afbræk, sluttede vi os til de andre som sad og ventede på os i midt i sadlen. Vi fik lidt mad og drikke. Hele dagen havde jeg kun spist spegepølse, det fungerede bare for mig og ikke for meget, men lige tilpas.

Længere henne kunne vi se masser af folk komme ned af den sædvanlige opstigning til toppen, der er sat fix reb op, så man kan koble sig på der. Men grundet den store trafik, havde vores guide Ismail og hans team valgt, at vi skulle gå op før den normale vej. En af de lokale guides gik forrest og trådte sneen ned og vi fulgte efter. Nu var flere ramt rigtig meget og ville bare splittes ad, jeg følte mig stadig ovenpå og kunne se, at Jesper foran mig var ramt. Jeg prøvede derfor at hjælpe ham det jeg kunne, med at motivere ham og det hjalp selvom han var lige ved at give op. Det var også en hård omgang 120-130 meter lige op og så i dyb sne, så der blev brugt mange ekstra kræfter.

Da vi endelig kom op over det stykke, som tog en times tid, begyndte diskussionerne rigtig at komme. Martin Kreutzer og jeg forstod det ikke helt, vi ville bare på toppen, nu var det den nemme vej og vi kunne nærmest se toppen og kun 30 højdemeter tilbage. Men mange kræfter var brugt og derfor havde flere behov for hvile – har selv været der på andre bjerge. Martin Kreutzer og jeg stod nu 20-30 meter foran de andre, sammen med Ismail og vi kunne se skyerne begyndte at lukke og vi sagde til Ismail;

“Is it now we go? Yes, go!”

Vi kiggede på hinanden og der var Martin Kreutzer allerede afsted og jeg fulgte efter, Ismail gik tilbage, for at få de andre med. Martin Kreutzer nåede toppen først. Er du sindssyg han var stærk og havde været det under hele turen, imponerende. Et par minutter senere stod jeg deroppe sammen med ham. Præcis kl. 11:48 fredag den 28/6 trådte jeg op på toppen af Europa. Efter mig dukkede Jakob op. Hvilken præstation han havde leveret efter at have vendt om med en fiberskade i læggen og så bare sparke røv på denne måde efterfølgende. En efter en, kom alle op og vi fik taget vores topbilleder og et fællesbillede med alle mand på. Jeg fældede igen en del tårer, specielt da Martin Ploug kom op og gav mig en krammer. Jeg har haft snakket rigtig meget med ham om, hvad dette projekt betyder for mig og som han sagde til mig; ”Casper du gjorde det helt selv og var klar hele vejen, det så flot!” Efter nederlaget på Island Peak havde jeg frygtet dette, men nu stod jeg her – ovenud lykkelig.

Vejret havde nu ændret sig og vi skulle ned nu, det var ikke til at tage fejl af da Ismail sagde det. Vi kunne også se skyerne havde lukket alt under toppen og vi kunne ikke se særlig langt, men helt oppe begyndte solen at stege os. Vi kom hurtigt ned til vores efterladte ting i 5.488 meters højde, hvor vi lige fik lidt at spise og drikke, idet solen var meget stærk.

Længere fremme kunne vi se skyerne tog over og der ventede os en noget hårdere nedstigning, end vi havde regnet med. Samtidig løb mange af os tør for vand hurtigt. Jeg havde haft 3 liter vand med, men med 12 timer op til toppen, havde jeg brugt mere end forventet og nu begyndte vi at smide sne ned i vores dunke og lade det smelte i stedet. Solen havde været hård ved os, både op og nu på første del af nedturen.

Selvom solen forsvandt, var vi stadigvæk godt brugte og mange af os var dehydreret. Jeg havde haft det fantastisk op, men kunne godt mærke, at det ændrede sig på vej ned. Samtidig havde solen varmet sneen op, så vi var mange der røg på røven et par gange. Til sidst blev vi delt op, fordi så mange stod på røven hele tiden og idet vi gik i reb, røg der flere med i faldet hver gang. Det var en utrolig oplevelse, det var ikke en totalt White Out, men derhen af. Man kunne ikke se meget og skulle følge flagene ned, for at gå rigtigt. Det var det som Ismail og Martin Ploug havde frygtet ville ske og på Elbrus er det vigtigt at følge den korrekte vej/sti grundet alle de gletsjer spalter som er der.

Efter næsten 18 timer var vi igen nede og der blev vi taget imod af Thomas og Henrik, som havde været forbi butikken for at købe øl og cola. Fandme et godt initiativ. En kold cola eller 2, var lige det jeg havde behov for, for jeg var godt dehydreret. En masse vand måtte også til, det blev ikke til meget mad for mit vedkommende. Sengen kaldte i stedet på mig, det samme kunne jeg se var tilfældet hos Jesper Boelskifte, tror vi var de to første til at falde omkuld. En lang nattesøvn efter sådan en tur, er mere end velfortjent og noget jeg indtil nu har gjort på alle mine ture. Hurtigt lidt mad og drikke indenbords og så ellers bare i putkassen. Hvilken dag, klart det bjerg hvor jeg har haft det største overskud på hele turen og selve topforsøget.

 

Farvel Nordhytten, Hej Base Camp

Lørdag var det tid til at sige farvel til Nordhytten, ned vi skulle og det samme skulle vores kok, med ned til Base Camp. Hans tempo var dog noget hurtigere, men vi hyggede også på vej ned og lidt regn fik vi, men det var faktisk dejlig behageligt, efter al den varme vi havde haft.

Kort efter vi var begyndt at gå ned, kom vi til et stykke med en masse sten og vi var jo delt op og gik i flere mindre grupper. Jeg gik sammen med Torben og havde nogle gode snakke, idet en sten smuttede under mig og mit ben glider ned i et hul. Jeg når kun lige at tænke det værste, men får heldigvis kun skrabet hele skinnebenet, samt en ordentlig bule. Længere nede får jeg lige vores læge Christian til at se på det og han giver mig noget smertestillende, som vil fortage lidt af hævelsen. ”Det er blot en åreknude du har slået hul på.” sagde han. ”Det falder igen og du vil blive lidt blå og gul”? En åreknude, shit jeg er ved at blive gammel, tænkte jeg.

Base Camp i syne, en ok og hurtig tur ned med masser af snakke og god musik i ørerne. De fyldte rygsække som vi alle bar, var faktisk ikke så slemt og en fed oplevelse at få med, at skulle sørge for egen bagage. Det er første bjerg jeg havde gjort det på.

Goddag Piatigorsk

Vi nåede kun lige Base Camp, inden vi igen skulle tage afsked, da vi skulle videre til Piatigorsk, hvor vi skulle overnatte til søndag. Søndag skulle vi flyve tidligt fra Mineral Vody til Moskva, hvor vi havde halvanden dag?

Vi blev igen hentet i firehjulstrækkere, da vi havde en lidt bombende vej frem mod hotellet. Når ja, et langt varmt bad ventede også på os og det glædede vi alle os til. Undervejs holdte vi et stop, hvor vi spiste noget frokost og fik sludret lidt om turen.

Vi ankom forholdsvis tidligt til hotellet og jeg skulle bo sammen med Torben, så vi skulle nok få det hyggeligt. Efter vi alle havde været i bad, mødtes vi i lobbyen, hvor mange allerede var i gang med en enkelt øl eller 2. Vi skulle nemlig ud og fejre bestigningen og Ismail havde booket bord, med 3-retters menu og alt hvad der tilhører. Det var helt igennem fantastisk, med en masse ”normal” mad og det er noget jeg er begyndt at elske meget, al den forskellige mad jeg får på de forskellige ture. Det er spændende at smage nyt og det overrasker næsten altid positivt.

Jeg gik ikke så sent hjem og fulgtes med et par andre, nogle blev tilbage og festede lidt videre. Men vi skulle op ved 7-tiden, så ville gerne nå at sove lidt. Fantastisk aften, i fantastisk selskab.

Moskva

Uret skulle ringe kl. 7, men af en eller anden grund, spillede der pludselig Frank Sinatra ud af Torbens mobil, allerede kl. 6, han havde taget fejl af tiden. Men hvad pokker, god musik at vågne til, er vel aldrig af vejen og vi gjorde os klar og gik efterfølgende ned til et dejligt morgenbord, inden vi skulle mod lufthavnen.

Indtjekning foregik stille og roligt, flyveturen var også hurtigt overstået og vi var landet sikkert i Moskva lufthavn. Der sagde vi desværre farvel til flere, da både Henrik, Christian, Tom og Jan, havde valgt at flyve hjem til Danmark samme dag, grundet arbejde. Men det betød enkeltværelser til alle os andre på det næste hotel?

Vi ankom tidligt til hotellet i Moskva, som lå ret centralt og vi fulgtes ad i en større gruppe, efter vi havde tjekket ind – vi startede dog på den første burgerbar vi så. Derefter gik vi videre ud og se Den Røde Plads, samt andre seværdigheder Moskva tilbød.

Aftensmaden blev en klasse for sig selv, vi havde jo Jesper Boelskifte med og i fællesskab med ham, fandt vi det perfekte sted at spise – virkelig lækkert. Igen fik jeg prøvet en masse nye ting og drukket lidt mere vin – noget jeg er i gang med at lære? Jakob stødte til os lidt senere, han skulle lige have pakket, da han havde booket en flybillet hjem søndag aften. Han nød maden ligesom os og havde svært ved at komme afsted, men han sad også godt for bordenden og herskede lidt over os andre?

Fantastisk at opleve Moskva her første dag og mandag havde jeg en aftale med Randi, Martin Ploug, Karoline og Jesper Boelskifte om at tage ud og spise en god frokost inden vores hjemrejse. Og her havde Jesper skrevet rundt til hans netværk og fået anbefalet stedet, The Wine Space og hvilket sted. Utroligt hvad vi fik for næsten ingen penge, det var virkelig god mad og utrolig god service. Vi kunne have siddet der hele dagen, men efter et par timer eller 3 måtte vi hellere tilbage mod hotellet, vores bus til lufthavnen ventede og vi var allerede sent på den.

 

Hjemturen

Bussen ventede heldigvis på os og de andre havde været søde at bære de fleste af vores ting ud. Vores lokale guide i Moskva, var ikke videre begejstret over, at vi kom lidt for sent. Men vi skulle nok nå det og afsted mod lufthavnen det gik.

Oppe i luften og afsted. Igen forløb det hele som det skulle i lufthavnen og nu var der kun en ting jeg glædede mig til; min familie som ventede i lufthavnen, selvom de havde fortalt at kl. 22 var for sent til at Filippa og Villads kunne komme med, så havde jeg luret dem?

Dansk jord under fødderne igen og nu manglede vi kun bagagen, samt en masse farvel. Det var lidt mærkeligt at sige farvel, da mange allerede var rejst hjem. Men alle tilbageværende fik en kæmpe krammer og farvel og nu ventede min familie. Ganske rigtig, stod både Dina, Filippa og Villads klar og tog imod mig med åbne arme, altid en fantastisk følelse og glæde når de står der og ungerne kommer løbende hen mod mig?

Tak for turen

En helt igennem fantastisk tur. En tur hvor vi fungerede som gruppe og alle kunne snakke og grine sammen, det betyder en masse og giver altid et bedre resultat. Det synes jeg også viste sig, da rigtig mange kom på toppen og vi havde et super sammenhold. Man vil altid snakke lidt mere med nogen end andre og sådan er det – ingen nævnt og ingen glemt, men i ved hvem i er? Men man skal fungere og samarbejde som en gruppe, det gjorde vi og jeg nød hvert sekund. Jeg vil gerne takke jer alle for en fantastisk tur, tak fordi i gjorde det muligt og håber vi en dag kommer afsted på tur igen sammen.

Vigtigst af alt, så var vi afsted for at samle ind til Børneulykkesfondens initiativ Legeheltene og her lykkedes det os at samle over 250.000 kr. ind samlet. Det er godt nok helt fantastisk og ubeskriveligt, hvor mange der har bakket op om denne tur og støtten til Legeheltene. Tak til alle jer.