Aconcagua
10.01.20 – 29.01.20
Forord:
Hvorfor Aconcagua? Fordi det er Sydamerikas højeste bjerg og dermed med i projektet #Charity7Summits, samt at det er det bjerg, jeg har drømt om at bestige lige siden, jeg startede med at bevæge mig rundt i bjergene. Det er kæmpe stort, og noget der nærmest ser umuligt ud, hvorfor det derfor bliver endnu mere interessant!
Aconcagua ligger i Andesbjergene i Argentina, kun få kilometer fra grænsen til Chile, og det er hele 6.942 meter over havets overflade. Det er næsten 1.100 meter højere end noget andet bjerg, jeg har besteget. Det er helt vildt og en udfordring, man ikke kan sige nej til.
Jeg havde til denne tur valgt at rejse med Urth Adventures, samt haft en masse snakke med Jakob Urth omkring hele mit projekt og Aconcagua, om det var tid til det nu i 2020. Efter mine snakke med ham var jeg slet ikke i tvivl om det. Det var denne tur, jeg ville med på og jeg var sikker på, jeg kunne lære en masse her, samt få endnu flere snakke med ham. Han virkede meget seriøs i sin sammensætning af holdet, derfor er han selv med til at vælge ud fra dem, som henvender sig. Hvis vi skal have succes, som han fortalte mig, så skal vi også kunne fungere sammen som gruppe – og der kunne jeg ikke være mere enig. Selvfølgelig vil alle kunne lære af Danmarks mest succesfulde højdebjergbestiger, det er jeg slet ikke i tvivl om.
Deltagere:
Jakob (Guide), Javier (lokal guide), Kalid (lokal guide) Finn, Jesper, Pernille, Michael, Hans, Sebastian, Nikoline og mig selv.
Farvel og på gensyn
Fredag d. 10 januar 2020 var endelig kommet og Aconcagua ventede på mig. For en god gangs skyld havde jeg været i god tid, så alt var pakket og gjort klar på forhånd til en bjergtur i Andesbjergene. Derfor havde jeg masser af tid og afleverede Villads og Filippa i skole, hvor jeg var med til deres daglige fællesmorgensang efterfulgt af de største kræmmere. Dina og jeg hentede ungerne tidligt, allerede kl. 13 da de havde fri, og vi kørte direkte mod København for at spise noget frokost og være sammen. Efter en god frokost var det tid til at finde lufthavnen og vi havde på forhånd besluttet at sige farvel og på gensyn ude ved bilen, så Villads og Filippa ikke skulle med ind. Det gik ikke helt efter planen, da først Filippa blev rigtig ked af det og det smitter. Jeg prøvede og trøste så meget jeg kunne, og prøve at holde mine følelser lidt tilbage, men da jeg har sagt farvel til dem alle og skal til at tage mine tasker fra bagagerummet, så kan jeg høre Villads storgræde indefra bilen og det er helt nyt for mig, han har ikke før reageret sådan, og så får jeg pludselig en endnu større klump i halsen. Jeg tager ham selvfølgelig op og giver ham en kæmpe krammer og siger, det er ok, inden jeg sætter ham ind igen. Det er utroligt, hvor bevidst han er blevet omkring tingene siden mine rejser til Nepal og Rusland i 2019, for der var ikke den store reaktion, men efterfølgende er han også startet i skole.
Det var nok det hårdeste farvel indtil nu, men jeg er slet ikke i tvivl om, at der kommer andre, som bliver værre. Jeg vil ikke lyve, det er også første gang jeg tænkte over, hvad nu hvis der sker mig eller dem noget, mens jeg er væk. Det har jeg ikke gjort tidligere, men igen mener jeg, man skal følge sine drømme, da de gør en stærkere og gladere som person, det betyder også, at jeg er en bedre far, når jeg så er hjemme.
I lufthavnen mødtes jeg med Finn, vi havde bestilt ens flybilletter og skulle derfor flyve sammen hele vejen, det var jeg super glad for. Jeg synes det er rart at have en at følges med, også selv om vi ikke skulle sidde ved siden af hinanden, bare det at kunne snakke sammen lidt af turen var dejligt. Det var en utrolig lang flyvetur, der ventede os, først til Frankfurt og så direkte til Buenos Aires, for sidst at skulle flyve til Mendoza. Hvad laver man under sådan en lang rejse? Det korte svar er for mig, at jeg sover, spiser og ser film. I Buenos Aires mødtes vi først med Jesper, som så fortæller os, at han har været med de samme fly og endda kaldt på os, men vi havde bare ikke hørt noget. Efter lidt venten kom både Michael og Nikoline hen, og vi begyndte at sludre alle sammen. Vi havde samme fly til Mendoza.
Goddag Mendoza
I Mendoza tog Jakob og Javier imod os lørdag middag i lufthavnen og hjalp os ud i bussen, som skulle bringe os til hotellet hvor vi skulle møde Hans, Pernille og Sebastian. Javier var vores lokale guide, som Jakob har kendt igennem mange år og været på adskillige ture med, og han virkede som en rar person. Hans, Pernille og Sebastian var ankommet til Mendoza et par dage tidligere, da det passede bedre ind i deres program og ferie.
Det var ikke første gang jeg havde mødt dem, tidligere havde Jakob nemlig holdt en lille sammenkomst, hvor alle fra turen var inviteret så vi kunne lære hinanden at kende, samt høre Jakob fortælle om turen. Det var et fantastisk initiativ af Jakob, og jeg synes det rart at have ansigt på dem, man skal på tur med, inden vi skal være sammen 24/7.
Da vi ankom til hotellet blev vi introduceret for de andre og Jakob holdt en lille tale for os, samt vi fik vores værelser og fik at vide hvem vi skulle dele med. Jeg skulle bo sammen med Sebastian, jeg havde mødt ham et par gange før rejsen og håbede, vi skulle bo sammen. Han ved virkelig, hvad han snakker om, og vi kom rigtig godt ud af det de gange, vi havde mødtes. Sebastian hjalp mig op med mine ting, hvor vi efterfølgende gik ned til poolen for at få en lille drink og nyde solen. I Mendoza var der kogende varmt, det var da helt vildt og slet ikke den varme, vi var vant til i Danmark i januar måned.
Sidst på eftermiddag havde vi udstyrstjek, hvor vi alle mødtes nede i lobbyen og gik rundt sammen på alle værelserne. Det var selvfølgelig Javier og Jakob, som stod for godkendelse af udstyr, men vi fik alle selv lov til at fortælle, hvad vi havde med og hvorfor vi havde valgt det. Mit udstyr bestod og jeg synes, det var en fed måde at vi selv var med til at vise det frem til alle og fortælle om vores valg. Så kunne vi også høre de andres begrundelser og valg. Det er en god måde til at tvinge sig selv til at tænke over, om det er udstyr, man selv kunne have behov for. Derfor fandt jeg selv ud af, hvad jeg manglede, nemlig en kompression pose til min mega store Western Mountaineering (Puma) sovepose, så det skulle jeg på jagt efter sammen med næsten alle andre, de alle lige skulle have en sidste ting.
20:30 mødtes vi igen i lobbyen, da vi skulle ud og spise i byen på en lokal restaurant som Jakob tidligere havde brugt og klart anbefalede. Vi prøvede lidt forskelligt alle sammen og tror alle kunne lide det, samt faldt vi alle hurtigt i snak og det føltes allerede godt. Det var en super god aften, men de lokale gadesangere, dem må de gerne holde væk, for hold da op vi var uheldige med ham der var ved vores restaurant for han kunne da ikke synge!
Trætheden kom snigende og flere af os ville gerne hjem efter en lang rejse. Lokalt var kl. 24:00, men dansk tid var den 04:00, da Danmark er 4 timer foran Argentina og derfor havde vi nu været mange timer vågne og da hovedet ramte hovedpuden, sov jeg med det samme.
Afhentning af tilladelse
Søndag var det tidligt op, da uret allerede ringede 06:30, og tilladelsen til Aconcagua skulle hentes. Sebastian og jeg var de første ved morgenbordet, masser af god mad, meget varieret, og det var dejligt inden hverdagsmaden i bjergende kommer til os. Finn, Jesper og Jakob sluttede til os lige inden vi gik op for at pakke færdig og bære det hele ned i lobbyen.
10:00 stod vi alle klar og ventede på bussen, som vi skulle køre med i 4 lange timer og heldigvis havde vi nogen stop undervejs, da enkelte havde lejet noget udstyr som skulle hentes, samt afhentning af tilladelse til Aconcagua hos Inka Expeditions og selvfølgelig lidt frokost midt på turen.
Goddag Inka Expeditions og 800 dollars fattigere, det kostede tilladelsen nemlig. Fint lille sted Inka havde, hvor vi alle kom ind en efter en for at få vores tilladelse og lige besvare et spørgsmål eller to. Alle på kontoret var utrolige venlige og imødekommende, samt kunne man se de havde et godt forhold til Jakob og det tror jeg betyder en masse. Inka Expeditions er selskabet, som Jakob samarbejder med, og dem vi skal bruge i de forskellige camps på bjerget.
Inden vi kørte videre, fik vi lige taget et fællesbillede af Inka Expeditons og så var det ellers videre mod Los Penitentes, hvor vores hotel lå. Los Penitentes ligger i et gammelt skisportsområde med kun 10 minutters kørsels til National Parken, hvor vandreturen starter. Los Penitentes var før i tiden et stort skisportssted, men efterhånden er der ikke meget skiaktivitet i byen og er nu et samlingspunkt for trekkere som skal op i bjergene. Alle de gamle skilifte og hoteller er der stadigvæk, men ikke alt er lige pænt vedligeholdt og nogen af skilifterne går faktisk ret så højt op, det er mega ærgerligt, det ikke kan lade sig gøre mere grundt klimaforandringerne. Vi stoppede en gang undervejs for at få lidt frokost, igen lokal og mega hyggeligt og både før og efter frokosten havde jeg mine øjne lukket i bussen for jeg var godt træt efter vores rejse.
Los Penitentes og første syn af Aconcagua
Vi ankom til hotellet i skisportsbyen Los Penitentes sidst på eftermiddag og hjalp med at bære vores bagage ned i kælderen, hvor vi senere skulle være med til at veje det hele. Grunden til alt skal vejes, er fordi vi hver især kun har 20 kg som muldyrene må bære for os op til Base Camp, resten skal vi selv bære.
Vi fik hurtigt vores værelser og var klar igen, for Jakob havde lovet os en sen eftermiddagstur hvor vi for første gang ville kunne se Aconcagua, hvis vejret var med os. Hotellet lå i ca. 2.700 meters højde og dagens lille akklimatiseringstur ville få os op i ca. 3.000 meters højde inden vi igen skulle ned mod hotellet og forhåbentlig havde set Aconcagua. Vejret var med os og vi fik alle set Aconcagua og det var smukt, samt skræmmende på samme tid for det var godt nok et kæmpe bjerg vi skulle bestige. Jeg var helt høj og virkelig glad for at se Aconcagua, nu var vi i gang og de næste dage ville det kun blive endnu federe. Jeg havde taget min Garmin InReach med på vores lille tur, for at tjekke om den virkede og om de kunne følge turen hjemmefra. På den måde fik jeg også skrevet lidt med min kone Dina, samt Filippa og Villads og tilbagemeldingen var god, det hele virkede som de skulle og den opdaterede hvert 10. minut, som den skulle.
Tid til aftensmad og briefing omkring mandagen og starten på vores trekking, jubiiiiii. Pernille og jeg havde virkelig trukket nitten ved middagsbordet, vi havde valgt en pasta ret som ellers lød super lækker og vi gik også i gang rigtig optimistiske, for det så lækkert ud. Men stille og roligt, blev vi mere og mere grønne i hovederne og tror ikke engang vi spiste halvdelen. Den sovs som var til retten, gav en voldsom kvalme og var virkelig ikke lækker og det var der mange som fik sig et godt grin af, for de andres mad smagte fantastisk og det blev vi også mindet om de kommende dage. Men vi hyggede os og snakkede bedre og bedre sammen, så det var helt perfekt.
Første Vandredag
Ganske enkelt elendig optakt til første vandredag, kunne ikke sove efter et toiletbesøg og selvfølgelig faldt jeg i søvn lige inden urene ringede. Jeg må været faldet godt hen til sidst, for da Sebastians ur ringede havde jeg vist ”råbt” i søvne at det skulle slukkes nu, så han var blevet helt forskrækket og jeg kunne intet huske.
09:30 var det afgang med bussen hen til indgangen ved National Parken. En tur der blot tog 10 min og så var vi ellers klar til at vandre, Jakob og Javier skulle lige klare alle papirerne inden vi fik lov til at passere. Det er både tilladelser der skal vises, samt skal de have styr på hvem der befinder sig i National Parken og derfor tjekker man også ud igen når man forlader National Parken.
Dagen blev forholdsvis kort og turen tog kun 3½ time, Confluencia var campen vi skulle op til som lå i ca. 3.400 meters højde, så må 600 højder meter steg vi første dag. Godt nok var tur kort, men hvilken tur! Nu var vi endelig i gang og bjergene omkring os var på ingen måde små. Jeg havde travlt med at få taget billeder og få alle de nye indtryk med, jeg bliver bare et med stedet og nyder det hele, når jeg er i gang, så fantastisk og befriende. Vi fik alle snakket sammen på turen op til Confluencia, det er virkelig dejligt når en gruppe fungere. Jeg fik selv snakket en del med Jakob om både familie og mit projekt #Charity7Summits, men også om hans planer og det glæder jeg mig til at følge. Det var rigtig rart at snakke med ham om mit projekt og føle den energi han udviste for det, det er jo også lidt hans hjemmebane. Vi fik snakket om flere forskellige muligheder i forhold til mit projekt, noget jeg helt klart tror kan blive godt og give en masse muligheder i fremtiden, fedt allerede at have disse snakke på første dag.
Da vi ankom til Confluencia blev vi modtaget af nogen rigtig glade og imødekommende personer fra InKA Expeditions, samt var der stillet den lækreste velkomst cafe frem. Nu skulle der hygges og spises snacks inden vi skulle ind i vores dometelt og pakke ud, et dometelt hvor der for resten var plads til alle 8 og noget jeg tror gør gruppen endnu tættere.
Det blev til en lille morfar for mig da vi havde pakket ud, var godt træt efter minus søvn natten forinden. Senere på eftermiddagen gik vi nogen stykker op på en lille bakke, så man kunne se ud over hele Confluencia, ikke en lille camp og hvilken beliggenhed den havde.
Aftensmaden overraskede os alle, tror jeg, vi fik servereret 3-retters menu og det havde Jakob godt nok fortalt, men ikke at retterne var så store. Jeg må sige jeg indtil nu på mine bjergrejser gang på gang bliver imponeret over den mad, vi får servereret, det er utroligt hvad de kan lave i de højder. Love it! Inden vi forlod spiseteltet skulle vi have målt iltmætning, ikke noget jeg havde prøvet før og derfor lidt nysgerrig overfor hvordan det fungere, samt om min iltmætning var god nok. Da jeg fik den målt, sagde den 94 og det kan sammenlignes med at hjemme i Danmark skulle den gerne sige 100 da vi er meget tæt på havoverfladen. Så man kan allerede se i kun 3.400 meters højde som Confluencia lå i, der begynder man allerede at kunne se ændringer i vores iltmætning, det er ret så fascinerende synes jeg.
Aconcagua Sydvæg
Første nat i telt og en kæmpe fornøjelse at komme i soveposen, noget vi alle havde glædet os til. Det samme galt denne dag, tirsdag den 14/1 var en af de dage jeg på forhånd havde sat X ved. Vi skulle nemlig på akklimatiseringstur til Aconcaguas Sydvæg, noget Jakob havde talt rigtig meget om, fordi det simpelthen bare er så unikt.
Natten havde været god og jeg var frisk og klar til en lang dag på 8 timer, men først var det fællesmorgenmad og derefter hen i ”madpakketeltet”, det havde jeg ikke prøvet før men fedt man selv fik lov til at pakke sin mad og det man havde lyst til. Skal vi ikke bare sige der var rigeligt at vælge imellem, det var vildt.
Kl. 8 var det tid til afgang og afsted var vi, men efter 100 meter kommer jeg i tanke om at jeg havde glemt det vigtigste. Mine Jabra øretelefoner lå hjemme ved siden af soveposen, afsted med mig og jeg fik hurtigt indrettet de andre igen det første stykke var heldigvis fladt. Musik på sådan en dag er bare vigtigt, noget jeg til daglig bruger som mindfulness. Jeg kan stadig snakke, da musikken kun er i det ene øre og derved kan jeg høre det hele og være med i alle snakke samtidig.
Turen til sydvæggen forløb uden problemer og jeg havde heller ikke problemer med højden, det var en rigtig flot og lærerig tur. Jeg gik bagerst hele vejen tur jeg og fik snakket en masse med Kalid, han kunne fortælle at gletsjeren som vi gik langs med er den ældste i Andesbjergene og går helt tilbage til istiden. Gletsjeren går hele vejen op til Aconcaguas Sydvæg, den er desværre kun dækket med sne om vinteren, ændringerne i klimaet gør at den er brun af sand/støv resten af tiden. Kalid fortalte mig også om alle de huller, som var ved siden af hvor vi gik og det var en lidt anden historie. Det er de store sten som ruller ned fra de nærliggende bjerge og de ruller altså indtil de selv stopper, så lidt opmærksom skal man være.
Der var den, hold nu k… hvor var den flot og gigantisk. Det kan jo slet ikke beskrives med ord. Det er et syn man ikke bliver træt af. Nu var vi samtidig kommet til dagens højeste punkt i 4.100 meters højde, det er vildt og tænke på var langt der er op til toppen og man kunne se toppen. Vi befandt os i 4.100 meters højde og toppen er i 6.962 meters højde, det vil sige at sydvæggen som i ser på billedet går næsten 3 km lodret op. Dagens højdepunkt var også stedet, vi skulle spise frokost, og samtidig blive et par timer, da det hjælper på vores akklimatisering. Jeg havde det godt, det så det ud til alle havde i gruppen og telefonerne og kameraerne blev brugt flittigt. Vi fandt en stor sten, hvor vi var flere som hoppede op på for at få nogen gode billeder. Sebastian blev fotograf for mange af os, da han havde et super kamera med og ja det skulle vi da udnytte.
Tilbage i Confluencia blev vi taget imod med kyshånd og igen var der serveret lækkerier for os, så vi hyggede lidt og snakkede om dagen og sydvæggen. Jeg fik ringet hjem, da muligheden bød sig, selv de havde fulgt med hele dagen på min Garmin InReach, hvor vi samtidig havde skrevet. Men altid dejligt at høre deres stemmer og når der nu er WiFi, så kan man ligeså godt udnytte det så længe man kan. Lægen ventede også på os, da vi allerede i morgen onsdag skulle mod Base Camp. Læge besøg er noget man skal når man skal bestige Aconcagua, for at tjekke om alt er som det skal være og hvis ikke så bliver man bedt om at vente eller vende om. Sikkerhed kommer først og det skal der gøre på alle bjerge, specielt sådan en gigant som Aconcagua. Jeg bestod med bravur, min iltmætning var nu oppe på 95 og jeg var glad, men på vej derhen en smule nervøs. I forhold til tidligere bjerge jeg har været på, spiser jeg nu vitaminer og drikker 5+ liter væske hver eneste dag, noget jeg begyndte på Elbrus og havde succes med.
Briefing under aftensmaden, igen masser af mad og rigtig meget kød og meget lækker dessert. De kan jo trylle her i Andesbjergene. Vi fik fortalt at onsdagen ville byde på en lang dag 8-10 timer, i en utrolig smuk og meget støvet dal, en dal som også bliver meget varm når solen først titter frem.
Den Støvede Dal
Tid til at forlade Confluencia og sætte kurs mod Plaza de Mulas 4.350 meters højde, som også er er Base Camp på bjerget for den rute vi bestiger fra. Plaza de Mulas er faktisk verdens andenstørste Base Camp, kun overgået af Everest Base Camp (Sydsiden).
Vi var oppe kl. 06:00 da vi gerne ville tidligt af sted inden solen for alvor ramte dalen vi skulle gå i, for det ville blive meget varmt. Bjerge på begge sider, ingen vind og kun masser af sol.
Vi startede ud med lidt ekstra tøj og nogen tynde vanter, for når solen er væk bliver det hurtigt koldt i den højde. Jeg startede selvfølgelig med musik i ørerne og lidt skrivning med dem hjemme i Danmark via Garmin InReach, så hjalp det lidt på varmen. Turen var ikke speciel hård selvom vi steg små 950 højdemeter, da det var over mange timer, men i dalen var virkelig varmt og det satte sine spor hos sådan en rød reje som mig. Ved frokost valgte jeg at give noget af min mad væk, godt jeg selv havde lavet den. Midt ude i ”middle of no where” var der to vilde hunde i ca. 3700 meter, lige der var alle normalt holdte deres frokost og de skulle da have noget mad. Den sidste stigning op til Plaza de Mulas var dagens stejleste og steg ret voldsomt, der kom vi også ud af dalen og det blæste lige pludselig en masse og på ingen tid fløj min kasket væk. Vi kom til at vente lidt på stigningen, da en masse muldyr kom ned og dem står man ikke i vejen for. De havde været oppe med udstyr, tasker eller lignende og muldyrene går ikke længere end op til Plaza de Mulas. Så nu var det slut med at få transporteret vores udstyr, nu skulle vi resten af vejen bære det hele selv og det var en udfordring jeg havde glædet mig til, man kan dog betale for at en porter eller flere portere bærer vores ting op, som udgangspunkt var det ikke meningen.
Efter 7 timer og 40 min kom Plaza de Mulas til syne efter en utrolig flot dag i dalen og jeg var ovenud lykkelig for vi var noget frem, min mave drillede stadig og jeg skulle direkte på toilettet. Derefter ind i vores spisedome, hvor de andre allerede var i gang med lækker snack og vi skulle have vores bagage, samt vores sovedome. Igen fantastisk velkomst og snack af InKA Expeditions, så dejligt at føle sig hjemme med det samme og efter snack var det tid til toilet besøg igen. Noget galt var der, så snakkede lidt med Jakob omkring det og vi blev enige om at køre vegetarisk mad fra nu af, da jeg ikke er vant til de store mængder kød som vi får serveret og samtidig droppe nødder og mandler, som jeg også holder mig fra derhjemme.
Vi skulle igen have målt vores iltmætning, det foregik som regel efter aftensmaden og i dag var ingen undtagelse. Min iltmætning sagde 88/80, det vil sige ilt 88 og min puls 80. Der sker noget i højderne, min puls var vel og mærket min hvile puls. Jeg havde valgt at slappe lidt af i løbet af dagen, sammen med et par andre og fik derfor set en dokumentar om andesbjergene og filmen World War Z, dog i 3 etaper.
Første Hviledag
Torsdag den 16/1 var første hviledag på ekspedition og derfor først morgenmad kl. 08:00, vi kunne derfor sove længe, men jeg havde sovet virkelig dårligt – minus søvn og alt for varmt.
Der var ikke det store på programmet den dag, men holde os i gang skulle vi og derfor skulle vi træne i at sætte 2-mands ekspeditionstelte op. Jakob og Javier viste os først hvordan teltet skulle sættes op, samt hvordan brænderen fungerede og efterfølgende skulle vi så gøre det samme sammen med vores makker. Jeg havde som sagt fået Sebastian som makker og vi hyggede os med at sætte teltet op og tage det ned igen, man skulle lige huske og stramme det ordentligt og have det sat fast i nogen ordentlige sten, så det ikke fløj nogen steder. Brænderen kunne vi ikke øve så meget med, da det var for at smelte sne og varme vand vi skulle bruge den, vi så blot hvordan den bedst blev sat stabilt, i læ for vinden og god afstand fra teltdugen, så der ikke ville opstå brænd. Det var skide skægt og prøve de ting og jeg synes det fungerede rigtig godt sammen med Sebastian, samt endnu en lærerig ting som jeg helt sikkert skal øve mere, for det kommer jeg til at bruge meget i fremtiden.
Efter vores lille træningssession valgte Pernille, Jesper og jeg at gå op til Art Galleri som ligger i Plaza de Mulas, det er verdens højst beliggende galleri og ejeren er som regel altid selv til stede. Vi tog lidt billeder udenfor og gik efterfølgende ind for at se kunstnernes malerier, må sige det ikke lige var noget for mig selvom om det er meget imponerende at han kan lave dette i denne højde og på toppen, hvor han også har malet. Jeg meldte på vej ned til vores teltdome, at jeg lige ville tage en lille lur inden frokost havde behov for det efter en dårlig nat.
Så kom tiden, hvor vi skulle have vores teltmakker og det blev ikke som vi alle havde troet, havde ellers glædet mig til at være sammen med Sebastian for vi havde det rigtig godt og sjovt sammen. Jakob ville gerne have delt Nikoline og Pernille op derfor foreslog han at Sebastian og jeg skulle dele os, det sagde vi selvfølgelig ja til. Teamet kommer helt klart i første række, jo stærkere vi står jo bedre og samtidig havde vi alle det super godt med hinanden, så det var bare at sige ja og så skulle vi ellers pakke udstyr sammen med vores teltmakkere. Vi skulle pakke telt, mad, udstyr osv., da vi selv skulle bære det. Vi havde snakket om det i gruppen at få båret vores telte op af portere og dermed betale os fra det, men vi ville første tage beslutningen på vores anden hviledag og derfor valgte Pernille og jeg at det varme tøj, mad, gas osv. med depot om fredagen.
Depot i Camp 1, Alaska 5350 Meter
En hård dag i vente, 1000 højdemeter. Noget jeg tidligere har prøvet på andre bjerge, men ikke altid gået godt og jeg er altid god til at huske det, der ikke gik godt. Vi var oppe kl. 08:00 og vi havde forberedt alt dagen før, så det var blot spise noget mad og lave madpakken. 9:30 var det af sti af sted med 15 kg på ryggen, det var nyt men spændende at prøve. Planen var at vi skulle holde frokost i Camp Canada, som lå i 5050 meters højde og vejen derop til var utrolig smuk og hele gruppen havde perfekt energi, en fornøjelse at være med her. Camp Canada er ellers der næsten alle slår camp, men Jakob havde en lille genistreg i ærmet og det var derfor vi skulle de ekstra højdemeter op. I Camp Canada er der nemlig ikke noget sne at smelte eller rindende vand, derfor skal man bære det op nede fra Mulas. I Camp Alaska er der derimod sne og rindende vand, så det vil vi ikke løbe tør for og sparer derfor en masse kræfter. Som mange dage før var Sebastian klar med kameraet og tog en masse fede billeder, han er klart overskudsmanden i gruppen.
Hele vejen op til Camp Canada havde jeg det meget godt, men da vi kom derop kom en snigende hovedpine og blev lidt nervøs for hvordan dagen ville ende. Jeg havde forinden haft frygt for denne dag og på hvordan jeg ville reagere, det så desværre ud til at holde stik. Jeg havde været nervøs, fordi jeg på Island Peak i Nepal havde haft samme oplevelse, som så ikke ændre sig og til sidst kostede mig toppen, selvom jeg forsøgte topforsøget. Jeg fik dog lidt mad ned og en masse at drikke, vigtigt med 5 liters væske og det prøver jeg altid at efterkomme. Efter frokosten fortsatte hovedpinen og højde spillede nu et puds, det blev ekstra hårdt med vægten i rygsækken.
Vi nåede langt om længe Alaska i 5.370 meters højde og vi startede alle med at sætte eller ligge os ned, jeg var vist ikke den eneste der mærkede højden. Vi fik lagt vores ting ned i store hvide depotposer og hen hvor depotet skulle være, godt hjulpet af Jakob, Javier og Kalid som lagde sten over tingene, så det ikke ville blæse væk. Derefter var det vigtigt at få lidt energi og væske ned, vi blev samtidig deroppe et stykke tid og det hjalp på min hovedpine den begyndte så småt at forsvinde gradvist, fantastisk.
Turen ned blev bedre og bedre for mig, så det var rigtig dejligt. Finn var desværre stadigvæk og vi var et par stykker som valgte at gå sammen med ham, sikkert også det bedste for os selv da vi havde været ramt oppe i Alaska. Vi gik ned meget spredte, da det var en nem og overkommelig nedstigning men alligevel havde Jakob og guiderne styr på os, det kunne man nemt se. Dejligt med den tryghed det giver. Terrænet ned var fantastisk og noget der ville have været fedt at løbe i, men det må blive en anden gang.
Efter 8 timer var vi igen tilbage i Plaza de Mulas, masser af væske skulle indenbords, da jeg var blevet lidt tør i halsen på vej ned i alt det støv og valgte at tage nogen hovedpinespiller for hovedpinen var vendt tilbage, men det havde jeg også forventet. Det er i hvert fald sådan jeg har reageret tidligere, når jeg kommer ned igen efter at have haft hovedpine højere oppe. Igen leverede InKA en fantastisk snack til os, med drikkelse i spiseteltet og vi fik en super god snak i hele gruppen, hvor alle bød ind super dejligt. Efter lidt tid gik jeg op og slappede af sammen med en del andre inden aftensmaden, det havde jeg behov for så jeg kunne komme på dupperne igen. Under aftensmaden var det kun forret og desserten som røg ned, ikke så meget hovedretten, dagens højde kunne godt mærkes. Det er så fedt i bjergene, man kommer virkelig til at lære sig selv at kende og hver gang bliver jeg lige overrasket.
Dagens sidste opgave var igen at få målt ilt og puls, inden vi dagen efter lørdag skulle til lægebesøg for at få tilladelse til at gå højere op og sove. Min iltmætning var 84 og puls 81, så alt var godt og det hjalp på humøret. Samtidig kunne Jakob godt se at mange havde haft en forholdsvis hård dag, ham kan man ikke snyde og derfor fik vi et par fortællinger om livet i bjergene. Han fik gjort en masse ting mere enkelt og klar for os, samt at dette bjerg er ikke et lille bjerg og derfor vil mange af os opleve både gode og dårlige dage, men vi har tiden til at komme igen pga. vi er lang tid på bjerget.
Anden hviledag
Lørdag d. 18/1 var anden hviledag på ekspeditionen og hovedet havde det igen godt, det betød igen lidt overskud og tro på tingene. Jeg sov længe denne lørdag helt til kl. 07:30 og så var det ellers ned til morgenmad og den sædvanlige porridge og scrabble eggs. Et dejligt varmt bad ventede forude og var dagens store højdepunkt, en lidt besværlig måde at få arrangeret badet da det skulle kombineres med alle de andre gæster InKA Expedition havde boende og samtidigt ventede de på solen dukkede op så vi kunne få noget varmt vand, men Jakob trådte til og derfor kom vi først i køen.
Efter badet ventede internettet på mig og et opkald hjem. Dejligt at snakke med dem derhjemme, Villads var dog ikke hjemme han var inde i Royal Arena og se Monster Truck, men fik snakket med både Dina og Filippa. Sådan et opkald betyder en masse for mig, når jeg er væk i længere tid, det giver mig et ekstra skub at høre dem og snakke med dem.
Vi skulle alle til læge, det var helt sikkert dagens vigtigste gøren for det betød om vi ville få lov til at fortsætte op af bjerget. Jeg tror vi alle var lidt spændte på det læge besøg, men det viste sig at jeg og resten af gruppen blev godkendt og derfor Ready To Go. Dog var der en enkelt som lige skulle have et ekstra tjek søndag morgen inden vi gik, det var blot for en sikkerheds skyld da værdierne var lidt lave lørdag.
Pernille og jeg fik pakket det sidste som vi skulle have med op til Camp Alaska inden vi skulle spise til aften med alle de andre. Igen en fantastisk aften, hvor vi fik snakket og grinet en masse og det gør livet i bjergene helt fantastisk. Den gruppe den spillede bare max, hvor fungerede vi godt og alle hjalp alle, for hver dag der gik blev vi stærkere og stærkere sammen en fornøjelse at være en del af dette.
Camp 1, Alaska 5.370 meter
Roen der aldrig kom i løbet af natten, alt for meget larm og derfor ikke meget nattero og total bombet søndag morgen. Men i dag begyndte selve topforsøget, for når vi igen skulle se Plaza de Mulas ville det være efter et forhåbentlig topforsøg, men i bjergene bestemmer vejret om det bliver muligt. Alle var klar til afgang og fælles foto skulle vi da have, jeg havde virkelig sommerfugle i maven for nu startede det for alvor.
Turen op til Alaska var ikke speciel lang, men vi tog det i et roligt tempo og jeg havde det meget bedre end for 2 dage siden da vi var oppe for at ligge depot, men havde stadig lidt med hovedet og det var også forventet efter min oplevelse forleden. Ved ankomst til Alaska 5.370 meters højde fik Pernille og jeg fundet vores udstyr i depotet og så var det ellers at slå teltet op og pakke ud, men ikke for meget for allerede mandag var det afsted til Nido de Condores i 5.570 meters højde. Vi valgte at lave lidt varm suppe vi kunne spise i teltet, mens vi fik snakket en masse og fik planlagt den kommende dag man får snakket en masse når man ligger i teltet og ikke rigtig laver andet. Suppen var kun vores forret, vi valgte at spise Chili Concarne til hovedret og det smagte særdeles godt, selvom det nu kun var turmad.
Senere på aftenen fik vi besøg af Jakob og Javier, det var tid til at få målt ilt og puls og efterhånden var vi blevet lidt mere vant til det. Min ilt sagde 76 og en puls på 64 og Pernilles nogenlunde det samme, jeg tror faktisk det var ok, det så i hvert fald sådan ud på Jakob så vi var klar på mere.
En utrolig flot dag sluttede af med en endnu flottere solnedgang, det er bare ikke noget man ser hver dag, elsker at være i bjergene og leve det simple liv.
Den usynlige mur
Første nat i rigtigt ekspeditionstelt blev i Camp 1, hvor jeg dog elsker at ligge i telt og havde sovet fantastisk. Min appetit var dog stille dalene og fik ikke meget indenbords i løbet af morgen, det var ikke gode tegn inden vi skulle op til Camp 2, Nido de Condores i 5.570 meter. Det var kun 200 højdemeter og derfor en kort dag, men med fuld oppakning altså ca. 25 kg eller det føltes det i hvert fald som om.
Vi var også kun lige startet med at gå op mod Nido de Condores før jeg begyndte at få kvalme og bare få det dårligt. Jeg sank hurtigt bagud sammen med et par andre, som heller ikke havde deres bedste dag denne mandag. Da jeg ankom til Nido de Condores havde jeg ramt muren, jeg var fuldstændig færdig og magtede intet. Jernladyen Pernille sagde hurtigt ”Ro på Casper, jeg slår teltet op og du ligger dig bare der”, fantastisk med overskud hun havde og en inspiration for mange. Jeg kom ind teltet og ned i soveposen og kæmpede resten af dagen med at spise og drikke, men intet ville ned selvom Pernille nærmest pressede det ned i halsen på mig. Vi begge to vidste jo godt hvor vigtigt det er at spise og drikke i bjergene, uden energi kommer man ikke på toppen. Selvom man ikke så meget til ham ved teltet, så var Jakob og Javier udmærket klar over situationen og Jakobs ord ”Rolig nu, der er masser af dage til at komme sig inden det går løs, sådan er livet på de store bjerge. Der er gode dage, men også dårlige dage og det er dem som gør os stærkere” og manden har jo så evig ret, men svært når man ligger der og kæmper. Ikke noget jeg har prøvet før på andre bjerge, så tidligt i forløbet før har det været på topdagen fordi bjergene ikke har været over 6.000 meter, men det må man sige Aconcagua er. De gange jeg tidligere er blevet ramt er omkring 5.500 meter og det var den højde vi nu befandt os i, nu skulle jeg til at fokusere på det positive, men det var svært fordi mit hoved, for allerede inden turen var det ikke hvor det skulle være.
Nu slutter det
Tirsdag morgen fortsatte min kamp med appiteten og der kom stadig ikke noget ned, selvom jeg kæmpede og den sædvanlige porridge vente sig nærmest i munden på mig, det lignede et stop og motivationen forsvandt stille. Det havde Jakob og Javier bemærkede, derfor bad Jakob mig blive efter morgenmaden så vi lige kunne snakke om min situation og han vidste om nogen, hvor meget det her betyder for mig. Det var en super positiv samtale, hvor han på intet tidspunkt sagde, det ikke ville lykkedes, men jeg derimod skulle finde min kampgejst igen og klø på, for han vidste fra mine tidligere ture og ultraløb at jeg kan grave dybt. Igen fortalte han, at der er lang tid til vi endnu før vi går til Camp 3, Colera 6.000 meter og derfor masser af tid til at vende det hele. Han ville dog gerne have mig forbi lægen i dag sammen med Nikoline og Jesper, som også kæmpede lidt men med deres ilt værdier.
Mine følelser fik frit spil og tårerne trillede ned af kinder, for jeg var nervøs for turen da jeg for anden dag følte mig kørt over af en damptromle. Det er utrolig dejligt at have en som Jakob, som tror på mig, det motivere helt sikkert, ligesom når resten af gruppen prøver og opmuntre en og specielt min teltmakker.
Selvom det var hviledag skulle vi på en lille smuttur til en nærliggende top i ca. 5.600 meters højde, men på vejen krydsede vi lige lægen. Der ville vi få svar om det ville være ansvarligt at sende os videre. Jesper er den første som går ind til lægen, han kommer desværre ud med en meget trist nyhed, for han har påbegyndende lungeødem og skal derfor ned med det samme Det var virkelig trist, for hold nu op en fin fyr han er og så behagelig at snakke med. Han tog det selv meget positivt, da helbredet er vigtigst som han sagde til os. Et hurtigt farvel krammer og så skulle han ellers ned. Nikoline får heldigvis gode nyheder og får lov til at fortsætte og man kan se glæden lyse ud af hende, så fantastisk en nyhed og noget hun har arbejdet hen mod længe og fuldt fortjent, en fantastisk stærk kvinde ikke mange kan følge med i hendes tempo. Jeg var meget nervøs for min tur os lægen, for alle kunne se jeg havde det skidt. Mine tal var heldigvis meget positive og min iltmætning sagde 76 og en puls på 64, så det var meget godt. På grund af min hovedpine og mine problemer anbefalede lægen at jeg skulle begynde på diamoxx, det var allerede noget jeg havde snakket med Jakob om og derfor var vi enige i beslutning, det lettede en masse hos mig men vidste stadigvæk godt at jeg skulle kæmpe.
Det viste sig at være en utrolig flot og smuk tur, selvom vi kun var gået en lille time væk fra Nido de Condores. Jeg havde dog svært ved at glæde mig for meget over turen, for jeg var fuldstændig færdig og da vi kom tilbage til Nido de Condores var det direkte ind i teltet og i soveposen, det var ikke flere kræfter i mig. Jeg fik dog kæmpet noget suppe og en masse kiks ned, så det var fremskridt der og dejligt at få lidt mad ned for det er energi til motoren.
Beslutningstid
Onsdag d. 22/01 var dagen hvor beslutningen skulle tages om jeg troede på mig selv, men vigtigst af alt om Jakob, Javier og Kalid troede på mig for det er dem der i sidste ende bestemmer. Derfor kaldte Jakob mig hen efter morgenmaden til en lille snak. Er du ok Casper? ”Du ligner en der dårlig kan gå hen med affaldet til skraldespanden og bare sidder stille og hænger, det er nu du skal hive det mentale frem som jeg ved du har fra tidligere ture/løb. Jakob, Jeg er godt smadret, men i bedring er begyndt at spise og drikke lidt og ved hvor vigtigt det er, kvalmen er ikke væk endnu og tror lidt diamoxx er begyndt at have sin virkning. Jeg kan godt Jakob og ved det skal være nu.
Jeg havde sammen med Jakob også taget beslutningen om at få en porter til at bære 10 kg for mig, da jeg simpelthen ikke har kræfterne til at bære selv og det er ikke her man skal lege ”stærk mand”. Det handler om at dosere mine kræfter på den bedst mulige måde og det var Jakob helt enig i og kaldte det et klog valg. Min fremgangsmåde op mod Plaza Colera 5.970 meter højde (Camp 3), det var at drikke og spise hver eneste gang vi holdte pause for der skal tankes op, for i nat er det topforsøg.
Camp 3, Plaza Colera 5.970 meter
Turen til Plaza Colera forløb faktisk godt, men havde virkelig også fokus på at spare kræfter hvor jeg kunne og spise/drikke når der var mulighed for det. Der var ingen problemer med hovedpine eller andre symptomer, kun kampen om at få kræfterne tilbage igen. Ved ankomst i Plaza Colera er alligevel godt brugt, det kræver en del energi at bevæge sig i 6.000 meters højde, men har fået en helt anden tro på tingene og nu er der kun et mål for mig og det er toppen og det er låst fast på nethinden. Det er samtidig dagen hvor jeg har fået ny højderekord, men tidligere højde var Kilimanjaro på 5.895 meter.
Jeg har fået ny teltmakker, som også er min rejsemakker. Finn og jeg er nemlig blevet sat sammen og vi begynder at få sat teltet op, selvom vi begge er ramt efter turen, men vi skal i gang og teltet får vi op. Finn er en fantastisk fyr, 68 år gammel og så man med på sådan en tur det er enestående og vanvittig respekt for ham. Jeg tænker ikke selv jeg er i stand til det når jeg når den alder, fuld af beundring. Grunden til Pernille og jeg har havde teltmakker er desværre pga. dårlige nyheder. Nikoline har nemlig fået symptomer på højdesyge og skal derned ned fra Plaza Colera igen, da hun ikke må fortsætte og det er mega synd for hende. Hun har virkelig kæmpet og set stærkt ud, altid trist at sige farvel til en og ligesom Jesper så vil hun blive savnet.
Kalid kom efterfølgende rundt til teltene med vand som vi skulle koge, men Finn og jeg faldt lidt i søvn i stedet for. Da Kalid vender tilbage, kigger han på os i skal altså i gang med at koge vandet og lave jeres mad, i gang vi gik, samt drak en masse vand. Jeg får taget en frysetørret ret frem og kæmper mig igennem, Jakob og Kalid kommer forbi og Jakob siger ”ser godt ud Casper”. Jeg følte selv det gik meget bedre, selvom det ikke var nemt og få noget mad ned og dejligt Jakob også kunne se det, det betyder en masse og giver mig et ekstra boost. Men ligesom Jakob og Kalid er gået, så kunne jeg ikke få mere ned og i stedet kaster jeg det hele op i udenfor teltet. Der tænkte jeg heldigvis positivt på hvad kan jeg nu spise, derfor tog jeg nogen nudler, som Javier var kommet med og de kom ned selvom det ikke var meget, så var det mad, samt nogen af mine egne energibarer.
Det sidste vi får af vide inden sengetid, det er vi har briefing fra Jakob kl. 03:15 natten til torsdag den 23/01 og topforsøget sættes i gang kl. 04:00. Det er vildt underligt, men for mig betyder det bare en masse når målet er sat og inden for rækkevidde, så lukker jeg mig inde og er 200% fokuseret på målet og tror på mig selv, noget jeg skal arbejde med at tro på fra vi starter og til vi er nede igen. Efter jeg forlod Nido de Condores har jeg haft det sådan, at det nok skal gå og jeg godt kan, nu hvor tidspunktet er sat, så føler jeg mig endnu mere sikker og tror det er det vigtigste at man tror på jeg selv og er sikker på det lykkedes, men stadig respektere bjerget, løbet eller det man har gang i.
Topforsøg
Torsdag den 23/1 var sandhedens time og dag som man ikke får mange af, så det handler om at være parat. Telefonen ringer 02:30 og Finn siger ”Casper vi skal op og i gang, morgenmaden er 03:15” og op kom vi, fik klargjort det sidste og så ellers op til madteltet. Jeg var brugt, men følte mig klar og havde en klar mission jeg skulle op på toppen og derfor var musikken droppet, for nu handlede det om 110% fokus på opgaven der skulle udføres.
Morgenmaden sprang jeg let hen over, ikke mere porridge til mig. Det gav mig kvalme og næsten opkast og det skal jeg ikke have mere af, så det blev til et par toastbrød.
Vi står alle klar kl. 04:00 og har været rundt med High Five til alle, Jakob kommer med en lille peptalk og fortæller det er nu det gælder og alle tænder lampen og starter med at gå efter Javier, som går forrest. Det er dette vi alle har arbejdet hen mod og ventet på, for mig er det en speciel følelse når jeg starter et topforsøg, en hel anden verden og lukker mig meget inde i mig selv for at fokusere, for mig er dette stadig nyt og intet er sikkert på forhånd det erfarede jeg på Island Peak, hvor jeg følte mig super godt tilpas ved starten.
Vi starter ud i et rigtig godt tempo i den kolde nat og får de nødvendige pauser, alt er tilpas og pulsen forbliver lav, rigtig god timing imellem gang og pauser stærkt Javier. Jeg er træt ovenpå de forrige dages strabadser, samt højden kan vi alle mærke, men føler mig faktisk godt kørende og har en god fornemmelse. Jeg holder meget igen med at spise for meget, da kvalmen lurer og ved af erfaring at jeg ikke skal presse noget ned som jeg så vil kaste op af, ligesom jeg gjorde på Island Peak. Drikker derfor mere og spiser kun lidt spegepølse, det fungerer bare for min krop når den bliver presset. Ikke sukker, men saltet spegepølse. Tempoet bliver stille presset op, derfor sætter Javier farten lidt ned igen og desværre er Finn begyndt at falde lidt bagud. Men han ser stærk ud og følges med Kalid, når vi holder pause kommer han op men falder så bagud igen. Solen står op og hvilket syn, det er virkelig utrolig smuk intet mindre og hele skyggen fra Aconcagua kan ses foran os. Stille bliver jeg mere og mere presset, men føler stadig jeg er godt kørende og er ikke nervøs for det ikke vil lykkedes på nuværende tidspunkt, følger højden på mit ur og løbende skriver jeg nogen beskeder hjem til Dina via min Garmin InReach, som også har lagt et live link op, så alle kan følge med i strabadser hjemme fra Danmark. Når jeg følger højden på uret eller InReach, så er det med til at holde fokus og presse på, da jeg hele tiden kan se meterne nærmer sig de 6.962 meter og der skal nemlig holdes fokus.
Vi nærmer os ”Grotten”, som Jakob siger den hedder, i 6.600 meters højden, solen er desværre ikke kommet helt frem der endnu og kulden kan mærkes i kombination med højden og alle hoster og hoster, ikke meget ilt tilbage heroppe. Vi får desværre den kedelige meddelelse af Jakob lige inden ”Grotten” at Finn er vendt om, da det mere tekniske stykke kommer nu hele vejen op til toppen og det ville ikke være korrekt at fortsætte, derfor Jakob valgte den beslutning, en beslutning som Finn senere også selv bakkede 100% op omkring. Godt set af Jakob og en stærk beslutning, lige præcis sådan en guide skal være, det handler om at tage de rigtige beslutninger.
Vi når ”Grotten” og Jakob viser os hvor toppen er, samtidig får vi en god lang pause og får tanket op med lidt spegepølse og vand hos mig. Det er godt koldt i ”Grotten”, men solen nærmer sig og er ved at ramme os, dejligt at få lidt varme i kroppen det har været en kold nat. Resten af vejen går det lige op i helvede i sten og grus, det skal nok blive sjovt og føler mig stadig ok, men træt. Vi begynder igen at gå op af bjerget og nu holder vi flere og flere pauser, terrænet og højder trækker mange kræfter på os alle. Dina når også og sende en besked på Garmin InReach, da hun synes vi bevæger os langsomt og jeg får fortalt at der kun er omkring 100 højde meter tilbage. Vi når op til udsigten ud over sydvæggen og udsigten 3.000 meter direkte ned af sydvæggen, hvor man kan se der hvor vi var adskillige dage forinden, da vi kiggede op af sydvæggen. Vanvittig scenarie. Nu er der ikke langt igen, omkring 30 højdemeter max og Jakob siger til mig da jeg går lige bag ham ”Casper vi venter her og følges op alle sammen, nu er toppen lige der” og han peger ind på et hjørne. Jeg tænker med det samme ”Shit jeg har gjort det, noget jeg ikke var sikker på inden jeg tog afsted og følelserne vælter frem i mig”. De sidste skridt, kl. er 12:10 og der kommer toppen frem og Jakob står og tager imod mig og de andre, han får den største krammer og tårerne vælter frem bag solbrillerne og jeg begynder at græde. 3-4 dage forinden kunne jeg intet og forventede ikke at stå her på toppen, tværtimod, men nu står jeg her og kan slet ikke styrer følelserne. De andre kommer også op og alle får en krammer, jeg er vist ikke den eneste som bliver berørt. Jeg sætter mig ned og sidder og stirrer længe hen mod topflaget, det er en uvirkelig følelse og helt enestående og så er vi den første gruppe på toppen den dag, hele toppen for os selv. Jeg får skrevet hjem via Garmin InReach, at jeg står på toppen af Sydamerika og samtidig ligger den det ud på Facebook, utroligt hvad teknologien kan nu om dage og Sebastian låner den også og får skrevet hjem. Nu skal vi have taget billeder og alt der hører til, jeg får også lavet en lille video, hvor jeg ikke lige kan holde følelserne tilbage. Vi ender med at være på toppen i næsten 1 time før der kommer en anden gruppe og det er lang tid på toppen, det har jeg aldrig prøvet før. Vi er alle trætte, men glæden lyser ud af øjnene på alle. Kalid når også op på toppen til os, han havde ellers været nede med Finn men valgte lige at indhente os, han er vild og hans gang nr. 51 på toppen af Aconcagua.
Tid til at vende næsen ned mod Plaza Colera og Jakob fører an, det er for resten hans 15. gang han står på toppen af Aconcagua, imponerende. Vi går i roligt tempo ned og sikkert alle sammen, da det er forholdsvis glat i gruset og vi derfor skal koncentrere os. Men lige inden vi er tilbage til ”Grotten” er det rigtig stejlt og glat og Michael glider desværre, men heldigvis sker der ikke noget og vi når samlet ”Grotten”. Der nyder vi lidt snacks og lækker ost som Jakob havde medbragt fra Danmark, samt den sidste spegepølse skal ned og det er tiltrængt. Efter en god snack og en masse vand, så vi klar til sidste stykke ned mod Plaza Colera og turen går rigtig stærkt, det tager kun 3 timer ned inkl. pauser, hvor det havde taget 8 timer op.
Nede igen og hen til teltet og høre Finn, om han er ok. Det er han og han lykønsker os alle sammen med toppen. Jeg ligger lidt udenfor teltet, mens jeg lige skriver hjem at vi er nede, og at jeg er ok sammen med resten af gruppen, det er noget der skal gøres det er en aftale vi har hjemmefra, så de ved jeg er ok og ikke skal være bekymrede for mig. Vi slutter dagen af med en fællesspisning, jeg nøjes med nudler, kiks og vand og det virker fint for mig efter sådan en dag. Perfekt afslutning på dagen med fællesspisning og hygge med resten af gruppen, uforglemmelig dag.
Gensyn med Plaza de Mulas, Jesper og Nikoline
Vi gik ikke tidligt og havde derfor god tid til at pakke, inden vi skulle ned til Plaza de Mulas og se Jesper og Nikoline. Til morgenmad havde ingen lyst til mere porridge, slet ikke mig og jeg valgte at spise en proteinbar og ikke mere, havde ikke den vilde lyst til noget. Planen var at vi skulle forlade Plaza Colera kl. 10, men den blev nærmere 11 og ingen tid, hvor vi skulle være i Plaza de Mulas, kun opsamling af udstyr i vores tidligere camps vi havde sovet i på vej op.
Kort efter start får Pernille det desværre dårligt, en kombination af højden og træthed, noget vi alle kæmpede med og nu ville vi gerne ned. Der går ikke længe før vi rammer Nido de Condores, det er vildt så hurtigt det går når vi skal ned i forhold til op, hvor man virkelig skal passe på farten pga. højden. Vi bliver i Nido de Condores i ca. 45 min, hvor vi får pakket vores rygsække med alt vores udstyr som vi havde efterladt inden vi gik op til Plaza Colera, samtidig får vi lidt drikke og mad. Lidt billeder skulle vi også have og Jakob fik taget det bedste billede. Nu står Camp Alaska for tur, der skal det sidste udstyr hentes og det tager kun 30 min at gå der ned, noget der tog mig 2 timer og 30 minutter den anden vej, det var der jeg fik det dårligt. Terrænet er fantastisk, elsker det selvom der er meget støv fordi det er meget tørt, men det er små løse sten så man kan rigtig udfordre sig selv eller træne lidt, det er lidt ligesom trailløb. Resten af vejen var terrænet på den måde og vi blev derfor alle slippet lidt, men kort før Plaza de Mulas blev vi samlet så vi kunne gå sammen ind til campen til de andre. Da vi er samlet kigger vi alle op mod bjerget, som vi har lagt bag os og vi kan se alle skyerne trækker sig sammen og Jakob siger der er storm deroppe nu og vi var heldige med vores forsøg i går, hvor ikke en vind rørte sig.
Endelig Plaza de Mulas og hvilken velkomst vi fik af både Nikoline, Jesper og så sandelig også staff fra Inka Expeditions, det var helt vildt. Vi fik et dejligt måltid og en masse at drikke, det var skønt at være tilbage igen og nu kunne jeg hive mit emblem frem som jeg havde købt på foran, da jeg troede det ville lykkedes, det er en slags lykkebringer og den skal købes inden forsøget.
Aftensmaden var fantastisk, de kan trylle og det smager super og de havde en lille overraskelse i ærmet. Vi får nogen flasker champagne og der skal vi prøve og skyde proppen ud igennem et lille vindue i teltet, så får vi en flaske mere og selvfølgelig er jeg en af de heldige som skal prøve det og det lykkedes næsten, men skide sjovt. Resten af aftenen hygger vi og pakker lidt, da vi allerede skal ud af nationalparken lørdag morgen, fantastisk dag.
Farvel Plaza de Mulas
Et kæmpe farvel til staff og alle andre, fantastisk behandling i Plaza de Mulas og virkelig dejligt sted. Nu ventede 26 lange km, da vi i dag skulle forlade nationalparken og helt ud på skihotellet i Los Penitentes. Vi havde en masse gode snakke på vej ned, virkelig en behagelig gruppe hvor vi snakkede og fungerede godt alle sammen. Vi var lidt spredte i dag, nogen gik hurtigere end andre og Jakob havde valgt at løbe hele vejen ud, så startede noget senere end os og det kunne have været super fedt at løbe sammen med ham, men havde desværre ikke nogen løbesko med, terrænet var ellers perfekt.
Jeg gik og jokede med, at der ikke var vand på hotellet når vi kom frem og dermed kunne det ikke blive til noget bad for nogen af os. Det var der ikke mange, som syntes var sjovt, for alle ønskede sig et bad efter en lang dag i støvets tegn.
Vi holdt flere pauser på vej ud og det var ren hygge, for mig var det den perfekte afslutning på en vidunderlig i nationalparken. Vi havde ikke travlt, vi fik alle snakket og vejret var perfekt, bedre kunne det ikke være. Vi mødtes alle igen, da vi nåede ud af nationalparken, hvor vores bus ventede på os, for at køre os ned til skihotellet i Los Penitentes. Der ventede os noget af en overraskelse ved ankomsten til skihotellet, min joke viste sig desværre at være sand, der var intet vand på skihotellet. Den nærliggende sø, hvor der blev pumpet vand fra, den var løbet tør og de kunne derfor ikke levere vand. Vi talte alle sammen og besluttede os for at vi ville til Mendoza allerede lørdag aften og derfor ikke sove på skihotellet, vi ville i bad. Det var heldigvis muligt at få noget mad, da der var rent bestik m.m., samt flaske vand til at lave maden på. Vi sad længe og hyggede os ved bordet, for vores bus var desværre forsinket, men 23:30 ankom den og så ventede der os en næsten 4 timers lang rejse og indtjekning på et andet hotel for den ene nat. Vores oprindelige hotel havde ingen ledige værelser, før søndag den 26 hvor det hele tiden var planen vi skulle ankomme.
Jeg tror mere eller mindre vi alle sov på vej til Mendoza i bussen, det havde været en lang dag og en meget lang tur i bjergene. Endelig ankom vi til hotellet og på vejen havde vi fået sat Javier, som blev hentet af hans kone, han ville komme dagen efter og sige endeligt farvel til os. Vi havde tidligere på aftenen sagt farvel til Kalid, da han var i egen bil og kørte hjem fra skihotellet og det var super dejligt at vi kunne sige ordentligt farvel til begge to, det betyder meget for mig, at vi har gode forhold til alle på sådan en tur.
Jeg fik værelse sammen med Sebastian og vi skulle begge i bad inden sengetid, jeg trak nitten for jeg skulle i bad til sidst og mest af alt ville jeg bare sove, for klokken var alt for mange. En lang dag overstået og de sidste solrige dage i Mendoza ventede på os.
Mendoza og hygge
Søndag bød ikke på det store, vi skulle tjekke ud af hotellet og tilbage på vores dejlige hotel Aconcagua, hvor vi skulle være de sidste par dage. Jakob havde inviteret os alle ud og spise søndag aften, hvor der ville blive holdt en lille tale og uddelt diplomer. Indtil det blev aften gik vi lidt rundt i byen og handlede, samt fik lidt at spise og drikke. Jeg fik købt mig et par nye sko, da dem jeg havde ikke lige var i den bedste stand og tænkte jeg måtte forkæle mig selv med et par. Vi fulgtes alle ned til det lokale spisested, hvor Jakob inviterede os hen og det var super hyggeligt og levede op til alt det Jakob havde fortalt om. I løbet af aftenen blev vi enige om at tage på vinsmagning om mandagen, dagen inden vi skulle hjem, ikke alle ville med men største delen af os. Sebastian kunne ikke komme med, for han skulle med bussen videre til et nyt bjerg som skulle bestiges og jeg var slet ikke misundelig, øh jo det så så fedt ud, men dejligt at han kunne være sammen med os søndag aften.
Jakob uddelte senere på aftenen diplomer til os og holdt en tale, det gjorde han rigtig godt og så tog vi vist røven på ham. Vi havde planlagt en tale fra alle os deltagere rundt om bordet, hvor vi alle fortalte en lille ting og det var noget Jakob blev rørt over, det kunne ses. Dejligt at vide, der bliver sat så meget pris på os. Den ros fortjente han virkelig, for det var en helt igennem fantastisk tur vi havde og en jeg aldrig vil glemme.
Det blev lidt sent inden vi ramte hotellet og vores dyner, men en god aften det havde det været og jeg glædede mig til vinsmagningen dagen efter, for jeg er ikke den store vindrikker. Men jeg tænkte, at jeg måtte prøve noget nyt og det var jeg glad for jeg valgte. Mandagen blev en kæmpe oplevelse, vi var rundt på 3 vingårde og den sidste med frokost og det var ren gourmetmad, helt igennem fantastisk. Samtidig var de vine vi smagte ikke helt tossede, selvom det ikke var alle der var lige gode eller nærmere mig den uerfarne som nok syntes det. Det var flot at se lokale vingårde, høre dem fortælle om deres slægt og hvordan de hver især laver deres vine. Jeg tror på den måde, det også var nemmere for mig at smage på dem, da der var en fortælling med i købet. Det var en kæmpe oplevelse og så glad for at jeg tog med, for nu har jeg lært og drikke lidt mere vin og samtidig hyggede vi os igen maximalt. Tak for en fantastisk dag til jer alle.
Jesper havde desværre ikke været med, da han havde ligget syg om natten og var rigtigt skidt. Men i løbet af dagen havde han fået det bedre og spurgte om jeg ikke ville med ud og spise lidt aftensmad og selvfølgelig ville jeg det, selvom jeg ikke havde den største appetit. Jeg havde nemlig lige en aftale, som jeg lige skulle se om jeg kunne få til at lykkedes med. En ny gruppe danskere var ankommet til Mendoza med et andet rejseselskab og iblandt dem var der 3 personer, som jeg havde været på tur med i Nepal og en jeg havde trænet med i hjemme i Danmark. Så vi havde aftalt lige at mødes og det lykkedes heldigvis, for de sad og spiste samme sted som vi var på vej hen til. Det var super hyggeligt lige at snakke med og høre om deres tur til Mendoza, samt hvordan det stod til i Danmark og jeg kunne fortælle dem om vores oplevelse på bjerget. Dejlig afslutning på en rigtig god dag, nu var det tid til sidste nattesøvn i Argentina og Mendoza, for tirsdag skulle vi hjem.
Farvel Argentina, Goddag familie
Et tomt hotelværelse, da Sebastian var taget videre på nye eventyr og jeg havde derfor masser af plads til at pakke alt ned og forberede mig på en lang hjem, samtidig blev der lige plads til en enkelt film.
Tidligt op tirsdag, ned og spise morgenmad inden turen gik til lufthavnen med Taxa. Jeg skulle med samme fly hjem som Jesper og Finn, så vi tog afsted samtidig. Det blev en noget spændende Taxa tur, for chaufføren havde mere travlt med at kigge på sin mobiltelefon end på vejen, men vi overlevede og vi kunne lige nå en tur på MacDonalds inden vi skulle videre med fly.
Det blev en lang tur hjem på +24 timer og der var masser af tid til at se film og sove. Jeg tror nu jeg fik sovet mest, det plejer jeg også at være god til når jeg flyver jeg. Jeg sad heldigvis ved siden af Jesper og med Finn lige foran mig, så vi havde hinanden hele vejen til Frankfurt inden Jesper og jeg skulle med et andet fly til Danmark. Vi fik en masse gode snakke på vejen hjem og til sidst nåede vi Danmark og Kastrup, noget jeg altid ser frem til. Der står nemlig altid 3 helt specielle personer og venter på mig, nemlig min fantastiske kone og vores vidunderlige børn og igen skuffede de ikke, de var alle mødt op og jeg blev super glad og rørt. Tak for jer.
En kæmpe oplevelse, et kæmpe eventyr var slut, en masse nye fantastiske mennesker mødte jeg og håber jeg i fremtiden kommer til at se dem alle igen. Desværre blev vores første aftaler aflyst, pga. den pandemi der ramte hele verdenen, Coronavirus. Jeg håber når alt dette er overstået og verden er kommet ud på den anden side, at vi kan mødes og snakke sammen igen alle sammen. Jeg mener nemlig, at det var en fantastisk tur og vil være jer alle evig taknemmelig for turen og alle vores snakke, oplevelser m.m.
Tak for den fedeste tur til jer alle og Urth Adventures. Jeg håber i nød den lige så meget, som jeg gjorde.
Kærlig Hilsen
Casper
